
Danske Bank og Realkredit Danmark indgår ambitiøst samarbejde med energi- og rådgivningsvirksomheden NRGi, der skal gøre det nemmere for boligejere at spare på energiregningen, reducere CO2-udledningen og fremtidssikre deres bolig.
Partnerskabet giver kunder adgang til attraktive ladeløsninger samt løsninger inden for energioptimering og klimatilpasning, der passer til kundens behov og økonomi. Kunderne kan få skræddersyet rådgivning, konkrete forslag til energiforbedringer og rabatter på bl.a. varmepumper og ladeløsninger.
”Vores undersøgelser viser, at cirka ca. halvdelen af vores kunder har ambitioner om at energiforbedre deres bolig. Samtidig ser vi, at mange har brug for vejledning til at træffe de rette valg og komme godt i gang. Med dette partnerskab gør vi det lettere for kunderne at finde løsninger, der kan sænke energiforbruget og forbedre komforten i deres boliger," siger Kamilla Skytte, direktør i Realkredit Danmark.
Hun påpeger, at det økonomiske aspekt, altså muligheden for at spare penge, ofte er drivende i forhold kundernes interesse for energirenovering. Derfor er en vigtig del i samarbejdet med NRGi, at det skal være nemt og enkelt for kunderne at kunne regne på, hvornår en investering i energioptimering har tjent sig hjem i form af lavere energiforbrug.


