Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Et monsterbryg af historiske dimensioner

Økonomer må se langt tilbage i historien for at finde paralleller til den økonomiske ødelæggelse, som coronakrisen forårsager. Men hvor historisk, det ender med at blive, afhænger af, hvordan genåbningen vil forløbe.

”Vi står med et monsterbryg af den store depression i omfang, 1987-børskrakket i hastighed og angrebet den 11. september 2001 i afledt skræk og terror”, udtalte en investor forleden til avisen the Financial Times”. Og netop historiske paralleller og sammenligninger bliver i disse dage og uger brugt flittigt for at forsøge at skabe mening og perspektiv i den voldsomme økonomiske udvikling, der på kort tid har vendt verden på hovedet.

”De elendige nøgletal fortsætter med at strømme ind. BNP i euroområdet faldt med 3,8 procent i første kvartal sammenlignet med kvartalet før, og det er værre end det dårligste kvartal under finanskrisen - vel at mærke selv om coronakrisen først begyndte for alvor et stykke inde i marts. Det betyder også, at vi må regne med endnu dårligere tal for andet kvartal i og med, at de fleste eurolande har været lukket ned hele april og sikkert også et stykke ind i maj”, siger cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen.


Herhjemme kan vi skæve til effekten af, at frisører og liberale erhverv åbnede i sidste uge. Vores forbrugstal viser, at omsætningen hos frisørerne var omtrent 40 procent over normalen, så det tør vi åbenbart godt. Derimod har der kun været en halvvejs genopretning for optikere og tandlæger.

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank



Historisk høj arbejdsløshed
Han forventer dog, at tilbagegangen i Danmark vil være mindre, fordi Danmark ikke har lukket så hårdt ned som i Sydeuropa, og fordi statslige hjælpepakker er kommet hurtigere. Desuden fylder restauranter og hoteller mindre i dansk økonomi, mens medicinalindustri og fødevarer, der står stærkt under krisen, fylder mere. Det samme gør Danmarks offentlige sektor. 

Det ændrer dog ikke ved, at Danmark også er meget hårdt ramt, siger Las Olsen. 

”Vi har også fået arbejdsløshedstal for marts, som viste den største stigning siden i hvert fald 1988. 13.400 flere arbejdsløse, men det er et gennemsnitstal for hele marts, og reelt er tilbagegangen langt større. Vi ved fra de daglige tal, at der nu er cirka 45.000 flere arbejdsløse end 11. marts, og man kan frygte, at det tal kommer til at stige endnu mere med dem, der er opsagt til 1. maj”, siger Las Olsen. 

”Oven i det kommer de mange hjemsendte med lønkompensation og de selvstændige, der har lukket butikken. Regner man dem med, er ledigheden steget fra godt 100.000 i februar til langt over 300.000, og er dermed på niveau med de historiske rekorder fra begyndelsen af 1990'erne”, fortsætter han. 

Mange jobs vil blive genskabt
På blot en måned har Danmark med andre ord bevæget sig fra historisk lav til historisk høj arbejdsløshed. Men i modsætning til situationen for 30 år siden, er denne gang grund til at forvente, at den meget høje arbejdsløshed er forbigående. 

”De mange med lønkompensation er jo netop nogen, som arbejdsgiverne regner med at få brug for igen snart, og i det hele taget kommer det meste af tilbagegangen i økonomien formentlig til at bliv genvundet i takt med genåbningen. Men ikke hele tilbagegangen, og vi må regne med en forhøjet arbejdsløshed nogle år fremover”, siger Las Olsen.





Blandede signaler fra forbrugerne

Om arbejdsløsheden bider sig fast, og hvor længe den vil være på det nuværende meget høje niveau, afhænger helt af, hvornår genåbningen finder sted, og hvordan den vil forløbe, vurderer han. 

”Alle de elendige tal bekræfter, at vi står i et meget dybt hul lige nu. Der er genåbning på vej i Danmark og udlandet, og det betyder, at vi vil bevæge os opad igen. Men hvor hurtigt? De fleste erfaringer med omfattende genåbning er fra Kina, og de er noget blandede. Industrien er det meste af vejen tilbage, men detailsalget har kun genvundet lidt af det store tab i februar, selv om alle butikkerne i princippet åbnede igen i marts. Også restauranter og indenrigsfly er langt under normalen i omsætning. Forbrugerne og virksomhederne er tilsyneladende ikke helt trykke ved situationen endnu”, siger Las Olsen. 

Den delvise åbning af dansk økonomi giver nogle foreløbige indikationer af forbrugernes adfærd og forbrugertillid. 

”Herhjemme kan vi skæve til effekten af, at frisører og liberale erhverv åbnede i sidste uge. Vores forbrugstal viser, at omsætningen hos frisørerne var omtrent 40 procent over normalen, så det tør vi åbenbart godt. Derimod har der kun været en halvvejs genopretning for optikere og tandlæger. Det bliver spændene at se, hvor restauranter og storcentre vil placere sig, når de åbner. Kommer forbruget hurtigt tilbage vil vi stadig have tabt en lang periode, men det samlede tab holdes nede”, siger Las Olsen.