Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske virksomheder i kulkælderen


Nedlukning af dansk økonomi koster hver dag en milliard kroner i tabt værdiskabelse. Og det kan mærkes hos danske virksomheder, der aldrig har set så pessimistisk på de økonomiske udsigter som nu.

Danske virksomheder har aldrig set så sort på de økonomiske udsigter. Det viser et konjunkturbarometer for erhvervslivet i april, som Danmarks Statistik netop har udsendt. 


”Det er voldsomt dårlige tal, faktisk de dårligste nogensinde. Det skyldes især, at servicesektoren og detailhandlen både er hårdt ramt på omsætningen og meget pessimistiske omkring fremtiden, og det er selvfølgelig stærkt bekymrende, selv om det nok ikke ligefrem er overraskende, når så store dele af virksomhederne er direkte lukket ned”, siger cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen.

Bedst ser det ud for byggeri og industri, hvor pessimismen er mindre end i andre brancher, men over hele linjen er virksomhedernes forventninger forværrede og negative, fortæller Las Olsen. 

”Tallene peger mod en lidt større tilbagegang end da det var værst under finanskrisen, men formentlig er det langt værre. Målinger af denne type er næppe i stand til at fange en så massiv tilbagegang, som vi oplever i øjeblikket. Til gengæld er der grund til at tro, at vi også kommer til at opleve et hurtigt og kraftigt opsving, når der bliver lempet på reglerne, det bliver nok bare ikke et opsving, der bringer os tilbage på det niveau af produktion og beskæftigelse, vi havde før krisen, lige foreløbigt”, siger Las Olsen.

Nedlukning koster en milliard om dagen
Beregninger fra Finansministeriet indikerer, at hver eneste dag med nedlukning af økonomien koster i omegnen af en milliard kroner i tabt BNP i Danmark. Og derfor er det vigtigste økonomiske spørgsmål også, hvor meget og hvor hurtigt, der bliver åbnet op igen. Som en kommentator skrev i den engelske avis The Financial Times er én dags nedlukning en national feriedag, to ugers nedlukning rammer virksomheder, der i forvejen havde det svært, og tre måneders nedlukning efterlader varige økonomiske mén. 

Det er voldsomt dårlige tal, faktisk de dårligste nogensinde. Det skyldes især, at servicesektoren og detailhandlen både er hårdt ramt på omsætningen og meget pessimistiske omkring fremtiden

Las Olsen

Cheføkonom, Danske Bank



”Det ser ud til, at mange af de formelle begrænsninger er på vej til at blive lempet rundt omkring, men vi ved endnu ikke, om det så også vil betyde, at virksomheder rent faktisk åbner og forbrugerne rent faktisk har lyst til for eksempel at gå på restaurant eller i storcenter. Ind til videre har vi jo åbnet en lille smule ved for eksempel at lade frisører holde åbent igen, og det ser i hvert fald ud til, at folk har taget godt imod det”, siger Las Olsen.