”De to hænger sammen, for mange af os køber nyt tøj og sko til særlige lejligheder – såsom julefrokoster og andre festligheder. Og da flertallet af danskerne forventer at skrue kraftigt ned for julens arrangementer i år, så vil det formentlig også kunne ses i tøjforbruget,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.
Mens vi forventer at bruge mindre på alt det, der ligger rundt om julen, lader det ikke til, at det kommer til at gå ud over, hvad der ligger under juletræet. I gennemsnit forventer danskerne at bruge ca. 3.400 kroner på julegaver i år per voksen, hvilket er ca. 250 kroner mere end sidste år, svarende til en stigning på 8 procent.
Julen giver flere økonomiske bekymringer i år
For langt de fleste danskere giver julen heldigvis ikke anledning til en stor økonomisk hovedpine, men sammenlignet med sidste år, lader det alligevel til, at danskerne generelt er blevet mere bekymrede for julens økonomiske aspekter.
Sidste år svarede næsten halvdelen, 49 procent, at julen slet ikke gav anledning til økonomiske bekymringer, mens 7 procent sagde, at den i høj eller meget høj grad gjorde det. Til sammenligning er det 44 procent, der ikke har økonomiske bekymringer i forbindelse med julen i år, mens andelen med en høj eller meget høj grad af bekymring er steget til 9 procent.
”Navnlig blandt de unge er bekymringen steget, og for de 18-29-årige siger næsten hver femte, at de i høj grad er bekymrede for at få økonomien til at hænge sammen over julen. Kun 19 procent er slet ikke bekymrede. Derimod er de fleste ældre ikke nær så bekymrede økonomisk. 66 procent af danskerne over 60 år er uden økonomiske bekymringer for julen,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Flere juleshopper på nettet
Samtidig er corona-pandemien formentlig en af årsagerne til, at danskerne i stigende grad foretager julegaveindkøb på nettet. Kun 15 procent har slet ikke planer om at købe gaver på nettet i år, mens næsten 20 procent i 2019 svarede, at de ikke ville købe gaver på nettet.
Og mens hver fjerde dansker forventede at klare mere end halvdelen af deres julegaveindkøb på nettet sidste år, er det i år er hver tredje.