Falske netbutikker er et voksende problem – alene sidste år blev mere end 150.000 sider anmeldt til politiet af organisationen e-mærket.
Tidligere i år kunne Danske Bank fortælle, at vi via et nyt samarbejde med e-mærket går efter at stoppe kortbetalinger til en mængde falske netbutikker:
”Vi har i flere år arbejdet intenst på at identificere de falske hjemmesider og stoppe kortbetalingerne. I dag lykkes det os at afværge langt de fleste, men vi skal hele tiden styrke forsvaret til gavn for kunderne”, siger Ketil Clorius, chef for Fraud Management i Danske Bank.
Men forbrugerne kan også gøre en masse for selv at undgå at blive snydt.
Fem tips - så du ikke falder i fælden
- Tjek den sektion på netbutikkens hjemmeside, hvor butikken fortæller om sig selv. Sproget vil ofte været dårligt, hvis der er tale om en falsk netbutik, eller også mangler der informationer.
- Undersøg, hvad andre forbrugeres erfaringer er med netbutikken på Trustpilot og andre sider med anmeldelser. Hjælp også andre ved at dele dine egne erfaringer med netbutikker.
- Sammenlign prisen på varen hos andre netbutikker på sider som Pricerunner og Kelkoo. Hvis prisen er påfaldende lavere end hos andre netbutikker, kan det være et tegn på en falsk butik eller en kopivare.
- Anvend et internationalt betalingskort, for eksempel et Visa eller et MasterCard, når du betaler for varen, og undgå at betale via bankoverførsel. Dette vil give din bank en bedre mulighed for at annullere transaktionen, hvis du skulle blive offer for svindel.
- Undersøg, om webadressen på butikken stemmer overens med de varer, som butikken sælger. Mange falske netbutikker har overtaget adressen fra et andet firma, og derfor har adressen ikke noget til fælles med de varer, de sælger.