Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Store udfordringer forude for Joe Biden

Joe Biden har vundet præsidentvalget men valget til senatet er ikke endeligt afklaret. Bevarer republikanerne deres flertal, vil det blive svært for Biden at få sin politik igennem, og problemerne tårner sig allerede op.

Der var fest og larm i gaderne blandt støtter og tilhængere, da Joe Biden lørdag blev erklæret vinder af det amerikanske præsidentvalg. Men som ny præsident vil han overtage en økonomi, hvor der lige nu ikke er meget at fejre.


Billede: Msnbc/Zuma/Ritzau Scanpix 

”For det første oplever vi nu for tredje gang stigende Covid-19 smittetal i USA, som nu ligger på over 100.000 om dagen. Antal indlæggelser er allerede stærkt stigende, og nu begynder antal dødsfald også så småt at stige. Joe Biden har i sin valgkamp lagt op til en helt anden håndtering af Covid-19 end Donald Trump, men spørgsmålet er, hvor meget han kan gøre, når mange tiltag skal tages på delstatsniveau”, siger senioranalytiker i Danske Bank, Mikael Milhøj.

”For det andet er amerikansk økonomi stadig i krise”, fortsætter han.

”Selvom amerikansk økonomi er i bedre form end i april, hvor den økonomiske aktivitet var styrtdykket, så ligger f.eks. privatforbruget stadig 2,6% lavere end i februar. Det er på niveau med den største nedgang under finanskrisen, som - indtil Covid-19 ramte - var den største krise siden depressionen. At økonomien er i knæ ses også af beskæftigelsen, der trods fremgang stadig er godt 10 millioner lavere end i februar”, siger Mikael Milhøj.


En hjælpepakke ville kunne holde hånden under økonomien, og derfor også være positivt for markederne. Hvis ikke en ny hjælpepakke kommer, så stiger risikoen for, at den nuværende pandemirecession udvikler sig til en traditionel recession, hvor ledige amerikanere oplever store indkomsttab, og flere virksomheder må dreje nøglen om.

Mikael Milhøj

Senioranalytiker, Danske Bank



Finanspolitisk hjælpepakke 
Den økonomiske krise betyder, at forhandling om en finanspolitisk hjælpepakke vil være en hovedprioritet, når Joe Biden tiltræder som præsident til januar. Men om en sådan hjælpepakke kan vedtages afhænger af, om demokraterne kan sikre sig flertal i senatet, og det spørgsmål er først afklaret efter 5. januar, efter omvalg i Georgia om to pladser i senatet, forklarer Mikael Milhøj. 

”Georgia er dog traditionelt set republikansk, og det bliver næppe nemt for demokraterne at vinde begge valg. I så fald er risikoen, at den politiske fastlåste situation, som der har været der i hvert fald i 30 år, vil fortsætte. En hjælpepakke ville kunne holde hånden under økonomien, og derfor også være positivt for markederne. Hvis ikke en ny hjælpepakke kommer, så stiger risikoen for, at den nuværende pandemirecession udvikler sig til en traditionel recession, hvor ledige amerikanere oplever store indkomsttab, og flere virksomheder må dreje nøglen om ”, siger Mikael Milhøj. 

Mere afdæmpet handelskonflikt 

Et republikansk kontrolleret senat vil også gøre det vanskeligere for Joe Biden at hæve skatter og minimumsløn eller at bevillige penge til infrastrukturinvesteringer eller grøn omstilling, siger Mikael Milhøj. Til gengæld vil præsident have videre beføjelser i udenrigs- og handelspolitik, hvor Mikael Milhøj forventer et mere normaliseret forhold mellem USA og Europa og en mere afdæmpet handelskonflikt med Kina, selv om også Biden vil lægge pres på Kina. Det kan eksempelvis ske ved at fået bedre og tættere forhold til USA's traditionelle allierede, hvilket kan gøre det lettere at isolere Kina politisk.