Selv om 2019 var et fantastisk år på aktiemarkederne, var det også et højspændt år med masser af politisk usikkerhed. På flere fronter er der dog faldet mere ro på i den senere tid:
Boris Johnson vandt valget i Storbritannien i december, og briternes skilsmisse vil med stor sandsynlighed blive godkendt. Der venter stadig drøje forhandlinger med EU om fremtiden, men vi har langt større afklaring i dag end for få måneder siden. Samtidig er amerikanerne og kineserne blevet enige om en delaftale i handelskrigen, og selv om der er langt igen til en endegyldig bilæggelse af konflikten, er det et vigtigt første skridt.
Det stor spørgsmål er derfor, hvad pokker du skal bekymre dig om i 2020?
Bare rolig, der er stadig rigeligt at bekymre sig om, og foruden den fortsatte udvikling i handelskrigen vil især én anden politisk begivenhed stjæle opmærksomheden i 2020: Det amerikanske præsidentvalg til november.
Politisk mærkesag gjorde ondt
Jeg glæder mig som et lille barn til at følge dramaet i løbet af valgåret, jeg gruer for, hvad der kan komme af kontroversielle politiske udmeldinger undervejs, og jeg er spændt på, hvad der bliver de største politiske mærkesager.
Bliver det igen sundhedssektoren, der kommer til at stå for skud som ved valget i 2016? Dengang klarede sundhedssektoren sig rædderligt i løbet af valgkampen, fordi kandidaterne havde fokus på at reducere priserne på medicin (selv om der ikke skete det store sidenhen), og sundhedsudgifter er stadig et fokusområde for begge partier.
USA har nogle af verdens højeste sundhedsudgifter, og selv om medicin kun udgør en mindre del af de samlede udgifter, er medicin et oplagt politisk tema, som alle amerikanere kan forholde sig til. Den politiske usikkerhed er en væsentlig årsag til, at vi har neutral vægt på sundhedssektoren, der ellers rummer mange interessante aktier.
Hold øje med Super Tuesday i marts
Et andet interessant spørgsmål er, hvordan de finansielle markeder reagerer, hvis Donald Trumps modkandidat bliver en af Demokraternes – efter amerikanske forhold – meget venstreorienterede kandidater, Bernie Sanders eller Elizabeth Warren? Vil Donald Trump så pludselig blive de fleste investorers og analytikeres yndling, selv om de ofte har korset sig over ham? Og hvilken agenda har Demokraternes kandidat i forhold til handelskrigen med Kina?
Min største bekymring og begejstring i 2020
KLUMME: Amerikansk politik bliver årets altoverskyggende fascination og usikkerhedsfaktor for de finansielle markeder, fortæller Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.