Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Virksomheder rammes i højere grad af IT-kriminalitet og digital svindel

En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Danske Bank viser, at danske virksomheder i stigende grad rammes af IT-svindel på trods af, at 6 ud af 10 virksomheder mener, at de er godt sikret mod svindlerne.

IT-kriminalitet og digital svindel er de seneste år blevet en naturlig del af vores ordforråd. Alene sidste år registrerede Danske Bank en stigning på 22 procent i tilfældene af it-kriminalitet og digital svindel, og svindlernes udbytte er samtidig steget med 45 procent. På trods af det stigende omfang af it-kriminalitet, bekymrer danske virksomheder sig dog ganske lidt om svindelangreb.

Hyppigste svindelmetoder

Phishing

Svindleren franarrer dig fortrolige oplysninger via e-mail

Direktørsvindel

Svindleren udgiver sig for at være din chef og narrer dig til at overføre penge eller betale en faktura

Fakturasvindel

Svindleren udgiver sig for at være en kunde eller leverandør og narrer dig til at betale fremtidige fakturaer til svindlerens bankkonto

Ransomware

Svindleren overtager din data og afpresser dig til at betale løsepenge for at få dataen igen




I Danmark er de hyppigste svindelmetoder phishing, direktør svindel, fakturasvindel og ransomware, men Danske Bank ser også en stigning i leverandørsvindel hos virksomheder. Ved leverandørsvindel udgiver svindleren sig for at være virksomhedens leverandør og beder virksomheden om at overføre næste betaling til leverandørens nye bankkonto. I flere tilfælde benytter svindleren virksomhedens igangværende e-mailtråd med leverandøren, og leverandørhenvendelsen fremstår derved ægte.

Svindlerne bliver mere sofistikerede
I takt med digitaliseringen og udviklingen i software bliver svindlerne bedre og mere sofistikerede i deres metoder, hvilket betyder, at flere svindlere lykkedes. ”Noget man skal være specielt opmærksom på er, at dansk før i tiden ikke var noget, svindlerne operede særlig meget i, men i dag fungerer det ganske fint på flydende dansk. Det handler også om, at metoderne, de anvender, ikke er simplificerede. Svindlerne skriver, ringer, sender SMS’er og bruger andre metoder for at bakke deres historie op,” siger Ketil Clorius, chef for svindelbekæmpelse i Danske Bank.

 

I det tillidsbaserede set-up og samfund vi lever i, er vi desværre ret påvirkelige inden for det her område og kan let falde i fælden.

Ketil Clorius

Chef for svindelbekæmpelse, Danske Bank




Med svindlernes nye metoder er opmærksomhed et af de vigtigste elementer i virksomheders værn mod IT-kriminalitet og digital svindel. Dog viser YouGov-undersøgelsen, at kun 22 procent af de adspurgte IT-ansvarlige finder det sandsynligt, at deres virksomhed vil blive udsat for IT-kriminalitet eller digital svindel. Samtidig oplever 58 procent af de adspurgte ikke IT-kriminalitet eller digital svindel som en trussel mod deres virksomhed. ”I det tillidsbaserede set-up og samfund vi lever i, er vi desværre ret påvirkelige inden for det her område og kan let falde i fælden,” siger Ketil Clorius.

En hjælpende hånd
I Danske Bank er svindelbekæmpelse en integreret del af forretningsgangene ved hjælp af en før- under- og efter-strategi. Ved hjælp af under-strategien og bankens moniterings set-up, kan Danske Bank hjælpe virksomheder med at overvåge unormal adfærd, som kan indikere et svindelforsøg. ”Vi har et stærkt hold, som tager en dialog med virksomheden, hvis der er en adfærd, vi mener er atypisk,” siger Ketil Clorius.

Generelt mener Ketil Clorius ikke, at man kan gardere sig fuldstændig mod svindel, men man kan have det rigtige software, interne processer og undervisning for at beskytte sig bedst muligt mod det stigende omfang af IT-kriminalitet.


Få bekymrer sig om IT-kriminalitet


15 procent af de IT-ansvarlige er bekymrede for, at deres virksomhed bliver udsat for IT-kriminalitet eller digital svindel


22 procent af de IT-ansvarlige finder det sandsynligt, at deres virksomhed vil blive udsat for IT-kriminalitet eller digital svindel


36 procent af de IT-ansvarlige mener, at deres virksomhed ikke er interessant nok til, at nogen gider hacke den


39 procent af de IT-ansvarlige har aldrig haft en ekstern rådgiver til at hjælpe med virksomhedens IT-sikkerhed