Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Benzinpriser på himmelflugt mens bilsalget falder

Mangel på komponenter påvirker nu bilsalget negativt. Samtidig nærmer benzinprisen sig rekordniveau.




Siden foråret er bilsalget i Danmark faldet markant, og oktober måned var ingen udtagelse. I oktober blev der indregistreret knap 10 procent færre biler end i september og hele 16 procent, hvis man sammenligner med samme periode sidste år. En af forklaringerne skal findes i den mangel på mikrochips, der også plager elektronikbranchen.

”Hvis vi ser bort fra de perioder, hvor bilforhandlerne har været tvunget til at lukke ned på grund af corona, skal vi helt tilbage til 2008 for finde et år, hvor der sidst blev solgt så få biler. En forklaring kan være, at problemer i forsyningskæden – ikke mindst på grund af mangel på mikrochips i bilindustrien – gør det svært at levere de biler, der efterspørges,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.
 

Hybrid- og elbilers andel af totalt bilsalg 

Okt 2020

18 %

Okt 2021

43 %



Mens det vigende salg er skidt nyt for bilforhandlerne, så er der dog lidt lyspunkter, hvis man tager de grønne briller på. For selvom bilsalget generelt er vigende, så klarer el og hybridbiler sig bemærkelsesværdigt godt. I oktober var hele 17 procent af de solgte biler rene elbiler, mens 26 procent var plugin-hybridbiler. 

”Salget af el- og hybridbiler udgør nu en mere end dobbelt så stor andel af bilsalget som sidste år på samme tid, og de seneste tre måneder har mere end 40 procent af bilsalget været el- eller hybridbiler. Det er et fundamentalt skifte i danskerens bilkøbsmønstre alene inden for det seneste år,” påpeger Louise Aggerstrøm Hansen.

Benzinen bliver dyrere og dyrere
Elbil eller ej så skal der dog stadig benzin på størstedelen af den danske bilpark, og her har kender prisen kun en vej: op.

I oktober var den gennemsnitlige pris 14 kr. og dermed 2,8 kr. dyrere end oktober sidste år, og det er den største prisstigning i de 40 år, som Realkredit Danmark har data for.  


Dermed kan vi i så fald konstatere, at 2021 er det dyreste benzinår siden 2012 - og målt nominelt det næstdyreste benzinår i perioden fra 1980 og frem til i dag.

Christian Hilligsøe Heinig

Cheføkonom, Realkredit Danmark



”Hvis benzinprisen holder sig nogenlunde på dagens niveau gennem resten af året, så vil benzinregningen samlet set ende på i omegnen af 17.885 kroner i år - det er med et udgangspunkt på 20.000 kørte kilometer om året, 14,5 kilometer pr. liter benzin samt tankning ved officielle listepriser", siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark og fortsætter:

"Dermed kan vi i så fald konstatere, at 2021 er det dyreste benzinår siden 2012 - og målt nominelt det næstdyreste benzinår i perioden fra 1980 og frem til i dag.”


For de fleste er det imidlertid nok en ringe trøst, at benzinen har været dyrere tidligere i historien. Bundlinjen er trods alt, at vi kommer til at opleve en mærkbar højere benzinregning i år i forhold til sidste år.

Christian Hilligsøe Heinig


Men selv om prisen på benzin kan synes voldsom dyr, så er det dog stadig relativt billigt, hvis man også tager inflation og lønudvikling med i beregningen. Sammenligner man prisen i dag med prisen i 1981 og korrigerer for inflation og lønudvikling burde en liter benzin i dag faktisk koste 24 kr. literen.

”Sætter vi benzinpriserne i forhold til inflationen ender 2021 som det 9. dyreste benzinår siden 1980 - altså over en periode på 42 år. Inddrager vi alternativt lønudviklingen fremstår benzinåret 2021 i den billigere ende af skalaen i en historisk kontekst - her er der således tale om det 25. dyreste år siden 1980," siger Christian Hilligsøe Heinig og konstaterer:

"For de fleste er det imidlertid nok en ringe trøst, at benzinen har været dyrere tidligere i historien. Bundlinjen er trods alt, at vi kommer til at opleve en mærkbar højere benzinregning i år i forhold til sidste år. Holder de aktuelle prisniveauer på benzin sig gennem resten af i år, så vil en typisk dansk familie komme til at betale i omegnen af 2.445 kroner mere til benzin i år i forhold til sidste år.”