”Det er selvfølgelig opløftende at se, at danskerne ser mere optimistisk på fremtiden. Det er jo en krise, der påvirker økonomien markant, men det er vigtigt for dansk økonomi, at danskerne tror på deres egen økonomi og dermed også er villige til at bruge penge,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.
De unge er mere usikreSelv om den negative stemning er på retræte, er der dog stadig udfordringer. Især er troen på at finde et nyt arbejde i bund blandt de unge. Analysen viser, at 29 procent af danskerne under 35 år er bekymrede for, at krisen har gjort det sværere at finde et nyt arbejde. Det samme gælder kun for 17 procent af danskerne som helhed. Hver tredje studerende har bekymringen.
”Mens forholdsvist få er bekymrede for decideret at miste deres arbejde, så er den største bekymring faktisk, at det kan være svært at finde et nyt. Det understreger, at det ikke er nok bare at kigge på de rene arbejdsløshedstal for at se, hvem der er mærket af krisen. Det er navnlig de unge, der er nervøse for ikke at kunne skifte til et nyt job som følge af coronakrisen,” lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen.
Men selv om de unge er mest usikre, så viser analysen overraskende nok, at de unge også har haft mest økonomisk fremgang. 10 procent af danskerne under 35 oplever nemlig, at coronakrisen har haft en positiv betydning for deres økonomi. Til sammenligning er det under 5 procent for danskere over den alder.
Nedlukninger truerMens danskerne generelt er mindre bekymrede for deres økonomi, så er de samtidig dybt bekymrede for nye nedlukninger eller yderlige restriktioner. Det fremgår også af undersøgelsen fra YouGov, hvor 49 procent af de adspurgte tilkendegiver, at de forventer yderligere restriktioner, i forhold til dem vi har i dag.
Det er især de ældre, der er bekymrede, og blandt danskere over 55 år forventer kun 30 procent, at vi kan slippe for yderligere restriktioner.
”Det kan selvfølgelig virke mærkeligt, når det netop er de ældre, der står forrest i vaccinationskøen, men vi ser dog også tegn på, at der er en stigende optimisme blandt de ældre, der har fået vaccinen. Derfor tror jeg på, at bekymringerne for yderligere restriktioner vil aftage over de kommende måneder”, siger Louise Aggerstrøm Hansen.