Inflationen fylder meget i mediebilledet, men det er primært energipriserne der trækker i vejret. Dog oplever nogle af de varer vi normalt foretrækker at give i gaver også stigende priser, og en tiltagende bekymring for vareknaphed kan da også påvirke julen.
Men selv om priserne er steget på en række varer, er dele af julebordet faktisk billigere end sidste år. Danske Banks privatøkonom, Louise Aggerstrøm Hansen, har gravet i tallene, og der er især godt nyt til danskere med hang til flæskesteg juleaften:
”Trods megen snak om stigende priser for tiden er der ikke grund til at frygte, at julebordet bliver væsentligt dyrere end sidste år. Prisen på svinekød er faldet med 0,4 procent siden sidste år, og med de aktuelt meget lave priser på smågrise ventes de at blive endnu billigere op til jul. Dermed er der udsigt til en billigere flæskesteg på julebordet".
"Til sammenligning, er prisen på fjerkræ derimod steget med 1,6 procent sammenlignet med for et år siden. Der er desværre ikke et separat prisindeks for juleand. Prisudviklingen peger altså på, at flæskestegen er blevet relativt billigere end anden til julemiddagen,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Flæskesteg gør det dog ikke alene, og priserne på de øvrige julevarer varierer en del.
Hvis man er prisbevidst kan man med fordel bruge lidt mindre smør i madlavningen. Prisen på smør er nemlig steget med 3,5 procent, mens prisen på chokolade, slik og marcipan er omtrent den samme som sidste år.
Vælg bløde pakker
Børnene bliver nok ikke glade for det, men der er økonomisk ræson i at satse på de bløde pakker i år.
Tøj til mænd er eksempelvis faldet 1,5 procent i pris, mens det for kvinder er steget på 1,3 procent. Tøj til børnene er også blevet billigere (0,2 procent), men prisen på spil og legetøj er til gengæld steget 1,5 procent. Bogorme kan dog glæde sig over, at priserne på bøger er lavere end sidste år. Især skønlitteratur ser billigere ud med priser, der er hele 9,8 procent lavere.
Og så er der elektronikken, der typisk kun bliver billigere. Men måske ikke i år.
”I år er der tegn på, at manglen på mikrochips i elektronikproduktionen kan have haft betydning for priserne, og især fjernsyn er blevet dyrere med 6,1 procent. IT-udstyr som computere fortsætter dog med at falde i pris, og trods forsyningsproblemer ser vi heller ikke for alvor prisstigninger på husholdningsapparater,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Overvej at tage toget i stedet for bilen
Endelig bør man også overveje alternativer til bilen, hvis man skal på julebesøg. Kraftigt stigende oliepriser har drevet benzinprisen på himmelflugt, og siden sidste år er det blevet 24,6 procent dyrere at fylde tanken op. Transport med tog er er til gengæld kun blevet 1,3 procent dyrere.
Relaterede nyheder
- 1. nov. 2021 Benzinpriser på himmelflugt mens bilsalget falder
- 30. sep. 2021 Analyse: Ingen udsigt til forbrugsboom
- 27. sep. 2021 Danskerne er mere økonomisk trygge