Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Rødglødende metal- og råvaremarkeder skaber øget inflationsrisiko

Kraftig efterspørgsel har sendt råvarepriserne i vejret, og det betyder, at vi kan have udsigt til stigende inflation blot et år efter, at oliepriserne blev sendt i dørken, da udsigten for globale økonomi så allermest sort ud. Danske Bank analytikere fortæller, at der i øjeblikket finder en betydelig overophedning sted i den globale industriproduktion.




Da nedlukninger over det meste af verden sidste år begrænsede den sociale og økonomiske aktivitet i samfundet, stod blandt andet byggemarkeder tilbage som umiddelbare vindere. Forbrugerne var afskåret fra at rejse og spise ude og omsatte i stedet deres tid og penge i have- og husprojekter. Samtidig fik flere brug for bærbare pc'er, kontorstole og kommunikationsudstyr, i takt med at flere måtte arbejde hjemmefra.

Og et år senere har denne nye efterspørgsel ført til prisstigningerne på mikrochips, metaller, tømmer og andre råvarer, der ifølge flere observatører nu når svimlende højder. 

"Den globale industriproduktion er overophedet. En massiv efterspørgsel efter varer har udløst mangel på komponenter, højere fragtrater, lange leveringstider og en kraftig stigning i råvarepriserne", skriver Danske Banks makroøkonomiske analytikere i en analyse.


Da forbrugerne har haft begrænset mulighed for at bruge penge på fornøjelse og serviceydelser, har de valgt at øge forbruget af varer i stedet. Samtidig har både pandemi og restriktioner ført til mangel på arbejdskraft i mange brancher.

Jakob Ekholdt Christensen

Chefanalytiker, Danske Bank



Øget efterspørgsel, svækket udbud
Ifølge chefanalytiker Jakob Ekholdt Christensen skyldes de kraftige prisstigninger både stærk efterspørgsel og brud i forsyningskæderne. 

"Effektive pengepolitiske tiltag i løbet af det seneste år har betydet, at de fleste forbrugere har bevaret deres indkomst samtidig med, at de sparer penge på rejser og restauranter. De amerikanske forbrugere har ligefrem fået en højere disponibel indkomst. Og da forbrugerne har haft begrænset mulighed for at bruge penge på fornøjelse og serviceydelser, har de valgt at øge forbruget af varer i stedet - især forbruget af elektronik og gør-det-selv-varer", siger Jakob Ekholdt Christensen.

Samtidig har både pandemi og restriktioner ført til mangel på arbejdskraft i mange brancher.

"Mangel på arbejdskraft på grund af corona har ramt mange brancher, da flere mennesker har været syge, karantæneramte eller har været nødt til at blive hjemme for at tage sig af børn under nedlukningerne. For eksempel har corona i Chile og Peru ført til et fald i kobbereksporten på grund af afstandskrav i minerne og fordi, der har været færre medarbejdere,” siger Jakob Ekholdt Christensen.

Mangel på arbejdskraft og begrænsninger på grund af afstandskrav har også bidraget til overbelastning af havnene og gjort det sværere for besætningerne at skifte skibe, hvilket har bidraget til udfordringer i forbindelse med containergods, siger han.



Frygt for inflation

Mens Danske Banks analytikere forventer, at forbrugerne igen begynder at bruge penge på tjenesteydelser og ikke kun fysiske varer, efterhånden som samfund rundt omkring i verden åbner op, så forventer de samtidig, at vi vil fortsætte med at se flaskehalse i produktionen og en øget efterspørgsel efter varer i noget tid.

"Vi ser få tegn på, at overophedningen snart vil ophøre. De økonomiske stimuli i USA vil give næring til en stærk efterspørgsel i noget tid, opsparingerne er høje, og det europæiske vareforbrug får nu endnu et skub, når detailbutikkerne rundt omkring åbner", skriver de i deres analyse af global produktion.

Dette øger risikoen for stigende inflation, som i sidste ende vil kunne mærkes af forbrugerne. 

"Når råvarepriserne bider sig fast på et højere niveau end forventet og i længere tid, er der også stigende sandsynlighed for, at omkostningerne til slut bliver væltet over på forbrugerne. Vi ser en klar risiko for, at kerneinflationen i de kommende kvartaler vil stige. Det vil øge markedernes nuværende frygt for inflation henover sommeren", skriver de.