Meget peger på en usædvanligt dyr vinter. El- og gaspriserne har sat rekorder på det seneste, og det vil sætte aftryk på budgetterne rundt om i de danske husholdninger, der må forvente ekstraregninger på tusinder af kroner for gas, el og varme.
Højeste elpris nogensinde
"I denne uge nåede elprisen sit højeste niveau nogensinde med en pris, der svarer til 6,65 kroner pr. kilowatt-time. For at forstå, hvor meget det er, kan man sammenligne med august sidste år, hvor elpriserne også blev beskrevet som høje. Dengang kostede en kilowatt-time godt 2,40 kroner – altså nærmest blot en tredjedel af det nuværende niveau. Så det er høje tal, vi oplever," forklarer Louise Aggerstrøm Hansen, cheføkonom i Danske Bank.
Og hvad svarer det så til i kroner og ører? Det har Louise Aggerstrøm Hansen også regnet på:
"En gennemsnitlig familie bruger cirka 4.000 kilowatt-timer om året. Med den nuværende og rekordhøje pris vil det koste 2.200 kroner om måneden for el. For et år siden kostede det 800 kroner om måneden," siger hun.
Voldsomme regninger for el og gas på vej til danskerne
De seneste uger har budt på markante stigninger i el- og gaspriser. Og det er skidt nyt for mange danske husstande, der går en hård og dyr vinter i møde. Danske Banks chefanalytiker har regnet på, hvor store regninger danskerne kan forvente.