Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Pengeuge lærer skoleelever om budget, ÅOP og digital sikkerhed

Igen i år er uge 11 udråbt til årets Pengeuge af Finans Danmark. Og 734 skoleklasser landet over får i løbet af ugen besøg af gæsteundervisere fra landets banker. Danske Bank bakker op med besøg i 384 skoleklasser.

For sjette år i træk kører der ”Pengeuge” på de danske skoler i uge 11. Finans Danmark står bag initiativet og har sammen med Danmarks Matematiklærerforening udarbejdet undervisningsmateriale til Pengeuge. Målet er at få privatøkonomi endnu mere ind under huden på de ældste elever i grundskolen. 

Bankdirektør på besøg i 9. klasse
Økonomiske begreber som budget, opsparing, ÅOP og renter er i fokus under Pengeuge, hvor både rådgivere og bankdirektører stiller op på skolerne i hele landet.

For eksempel underviser Jacob Aarup-Andersen, direktør for Wealth Management i Danske Bank, 9.z på Bakkegårdsskolen i Gentofte, og Jesper Nielsen, Danske Banks midlertidige administrerende direktør, besøger 9.x på Sortedamskolen på Østerbro i København.

Vi vil rigtig gerne støtte op om Pengeuge. Det er et godt tiltag, fordi det styrker de unge menneskers viden om penge og privatøkonomi. Samtidig er det livsbekræftende at møde eleverne. Spørgelysten og interessen for økonomi er stor, og jeg mærker, at det giver noget ekstra for de unge, at vi kommer ude fra virkeligheden. Der bliver virkelig lyttet, og stemningen er god.

Jesper Nielsen

Midlertidig administrerende direktør, Danske Bank

Elever fra 8.E på Kolding Realskole om Pengeuge



ea33bd2b-00090258-0336bae6

Fakta om Pengeuge

  • Afholdes hvert år af Finans Danmark og Danmarks Matematiklærerforening. 
  • I 2019 afholdes Pengeuge den 11.-15. marts (uge 11). 
  • Formålet er at øge den finansielle forståelse i 7.-9. klasse.
  • Under Pengeuge underviser gæsteundervisere fra landets banker på skolerne.
  • Al gæsteundervisning følger de officielle retningslinjer og er uden virksomhedslogoer.
  • Danmarks første Pengeuge fandt sted i marts 2014.