Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Iværksættere ekstra hårdt ramt af Coronavirus

Den globale Corona-pandemi truer en lang række af Nordens start-ups og iværksættere på deres eksistens. En ny undersøgelse fra Danske Bank viser, hvordan miljøet konkret føler sig ramt. 

Ud over at medføre faldende salg betyder den globale, økonomiske nedtur, som virussets spredning har udløst, at virksomheder i opstarts- og vækstfasen får meget sværere ved at hente den nødvendige funding til at finansiere fortsat vækst.

Via the Hub - Nordens største portal for start-ups på udkig efter investorer og medarbejdere - har Danske Bank undersøgt, hvordan start-upmiljøet helt konkret føler sig udsat under coronakrisen. Svarene viser, at den største og mest akutte bekymring går på det faldende salg, som udløser en lavere indtægt. Derudover er virksomhedsejerne særligt bekymret for muligheden for at hente funding og risikoen for, at de kommer til at fyre blandt deres ansatte.


“For mange startups er det første gang, de møder en økonomisk krise i samfundet, og derfor har de ingen erfaring at trække på. Mange har derudover ikke en professional specialist, så alle beslutninger skal træffes af stifterne selv", siger Klavs Hjorth, chef for Growth & Impact i Danske Bank. Han fortæller videre:

"I mange tilfælde er deres økonomiske situation i forvejen skrøbelig, og derfor kan likviditetsforskydninger i blot nogle måneder være meget kritisk. Endelig kan muligheden for at hente risikovillig kapital være begrænset i en periode med økonomisk krise, idet investorerne fokuserer på deres eksisterende investeringer og afholder sig fra at udvide.” 


Billede: Klavs Hjorth, chef for Growth & Impact, Danske Bank


Af undersøgelsen fremgår det også, at mere end hvert tredje start-up ser for sig, at det bliver nødvendigt at reducere i medarbejderstaben i løbet af 2020 som en direkte konsekvens af coronakrisens omfang.

”Vi skal sikre os, at krisen i relation til COVID-19 ikke fjerner eksistensgrundlaget for de virksomheder, der skal sikre vækst og arbejdspladser i samfundet i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi er synlige og aktive både ved at hjælpe – finansielt og i form af rådgivning - under krisen og også efter krisen, således at væksten kan genetableres så hurtigt som muligt,” siger Klavs Hjorth. 

Fakta om undersøgelsen 

  • Undersøgelsen blev åbnet 18. marts 2020 via The Hub og er stadig åben. 
  •  Formålet er at få start-ups’ene til selv at sætte ord på, hvordan de helt konkret føler, at Coronakrisen rammer deres forretning.
  • Artiklen er baseret på svar fra 468 deltagende startups i fire lande: Danmark, Norge, Finland og Nordirland.

Læs mere på thehub.io