Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Nye investorer i June trodsede coronakrisen i stor stil

Panikken bredte sig på finansmarkederne i februar og marts, da coronavirussen spredte sig uden for Kina. Det fik dog ikke investorerne i June, Danske Banks digitale investeringsløsning, til at miste modet.

Selvom coronakrisen i februar og marts sendte de finansielle markeder ud på en gedigen rutsjebanetur med store kursfald til følge, var det ikke noget, der skræmte investorerne i Danske Banks digitale investeringsløsning June. Faktisk tværtimod.

En gennemgang af de omkring 25.000 kunders adfærd viser nemlig en pæn stigning i antallet af nye kunder i forhold til samme periode sidste år.


”Nye investorer har ikke ladet sig skræmme af uroen på finansmarkederne. I de værste uger, hvor markederne var præget af coronapanik, har vi således set over 40 procent flere nye kunder i forhold til samme periode sidste år, hvor markederne vel at mærke steg pænt,” siger investeringsspecialist og talsperson i June, Jacob Hvidberg Falkencrone.

June er tilgængelig - også når man skal sidde derhjemme
Han peger desuden på, at årets første kvartal har været et af de bedste i Junes historie. Han mener både, den øgede kundeinteresse kan skyldes det faktum, at folk har haft tid til at få gjort noget ved deres opsparing, og at de ikke har brugt så mange penge andre steder, fordi butikker og restauranter har været lukket ned. Samtidig gør tilgængeligheden ved June, at man kan komme i gang med at investere, selvom man sidder derhjemme og holder social afstand.


Hver voksen dansker har i gennemsnit over 200.000 kroner stående kontant, og mange af de penge kunne bruges bedre andre steder. Det er gået op for mange.

Jacob Hvidberg Falkencrone

Investeringsspecialist, June i Danske Bank



Et alternativ til normale indlånskonti

Jacob Hvidberg Falkencrone mener dog først og fremmest, at forklaringen skal findes på danskernes indlånskonti.

”Hver voksen dansker har i gennemsnit over 200.000 kroner stående kontant, og mange af de penge kunne bruges bedre andre steder. Det er gået op for mange, og derfor leder danskerne i stigende grad efter alternativer til de normale indlånskonti, som giver nul eller i nogle tilfælde pålægger negative renter på kontanter,” siger han.

Heller ingen panik blandt de eksisterende investorer
Gennemgangen af kundernes adfærd under coronakrisen viser, at der heller ikke blandt de eksisterende June-kunder opstod panik eller kø ved udgangen, da bølgerne gik højest. Langt størstedelen af kunderne har nemlig slet ikke foretaget sig noget under krisen, og det er positivt, mener investeringsspecialisten.

Billede: Investeringsspecialist og talsperson i June, Jacob Hvidberg Falkencrone

”Overordnet set har investorerne fulgt vores generelle råd og forholdt sig i ro under krisen. Det gælder både dem, der investerer gennem June og på egen hånd. Ovenpå de allerværste dage har vi set lidt udsalg, men det har været drevet af meget få personer. Kunderne har generelt haft is i maven og brugt dette som en mulighed for at købe op snarere end at sælge,” siger han.

Trods den store usikkerhed har vi i Danske Bank generelt anbefalet investorer at holde fast i deres investeringer, hvis de passer til deres investeringsprofil. Fælles for alle historiske kriser gælder, at aktiemarkederne altid er kommet stærkt igen, og det forventer Jacob Hvidberg Falkencrone også denne gang. 

Som langsigtet investor har det bedste værn mod tab altid været tid og tålmodighed.