Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank hjælper til ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling

Danske Bank-medarbejdere hjælper også i år til med optælling af mønter og sedler, når Kræftens Bekæmpelse søndag den 16. august har landsindsamling. Flere steder i landet bliver årets indsamling digital blandt andet via MobilePay.

I marts skulle tusindvis af indsamlere have gået rundt og samlet penge ind til Kræftens Bekæmpelse, men på grund af COVID-19 blev den årlige landsindsamling rykket til søndag den 16. august. Her vil Danske Bank traditionen tro tage imod og optælle penge fra indsamlingen lokalt over hele landet. 


Billede: cancer.dk / Kræftens Bekæmpelse


”Mange danskere har desværre kræft tæt inde på livet, og derfor er det fantastisk at se, at mange tusinde frivillige hvert år er med til at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse. Vi vil også gerne bidrage fra Danske Banks side, og jeg er virkelig glad for, at mange af vores medarbejdere har valgt at hjælpe på søndag med optælling af de indsamlede penge i en lang række filialer landet over,” siger Thomas Mitchell, chef for privatkundeforretningen i Danske Bank.


Mange danskere har desværre kræft tæt inde på livet, og derfor er det fantastisk at se, at mange tusinde frivillige hvert år er med til at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse. Vi vil også gerne bidrage fra Danske Banks side.

Thomas Mitchell

Chef for privatkunder, Danske Bank



Digital indsamling mange steder

Søndagens indsamling vil naturligvis foregå efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer om afstand og brug af håndsprit. En række steder i landet har Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger dog besluttet at droppe dør-til-dør-indsamlingen og i stedet valgt at gennemføre indsamlingen digitalt.

Den digitale indsamling kommer primært til at foregå via MobilePay, hvorigennem der kan støttes på Kræftens Bekæmpelses hovednummer, 93 80 00, men hvor lokalforeningerne også har hvert deres lokalnummer, så de lokale borgere efterfølgende kan se, hvor meget de har støttet med.

Udover MobilePay er det muligt at støtte via andre digitale løsninger såsom en kontooverførsel eller på websitet indsamling.dk, og så kan man i øvrigt oprette sin egen digitale indsamling via Kræftens Bekæmpelses Facebookside