Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank er førstevalget i Norden på børsnoteringer

Danske Bank har rejst mere aktiekapital end nogen anden bank i Norden i 2021. Det skriver Børsen efter en undersøgelse af markedet, der viser, at Danske Bank har hentet kapital for mere end 30 mia. kroner i 2021.

Starten af 2021 har virkelig været glødende, når det gælder nye noteringer på børsen. Danske Bank stod sammen med amerikanske Morgan Stanley i spidsen for det største aktiesalg i Danmark nogensinde, da Tryg rejste 37 mia. kr. for at købe RSAs nordiske aktiver.


Erfarent team står bag
Rekordhandlen har trukket omsætningen op, men Danske Bank har også haft travlt med andre transaktioner, og for eksempel deltog banken på en enkelt uge i maj i fem børsnoteringer i Norden, hvilket nogle år har været det antal, man nåede på et år.

“Det er hyperaktive markeder for alle, men vi har så bare formået at sætte os på toppen”, siger Atilla Olesen til Børsen. Han er chef for Investment Banking & Securities i Danske Bank og mener, at bankens succes på børsnoteringer handler om, at Danske Bank har et meget erfarent team på området.

Kunderne efterspørger god rådgivning og sikkerhed for, at banken kan levere på de aftaler og planer, man laver.

Atilla Olesen

Chef for Investment Banking & Securities, Danske Bank


”Kunderne efterspørger god rådgivning og sikkerhed for, at banken kan levere på de aftaler og planer, man laver. Den sikkerhed kommer, når folk ved, hvad de gør. Samtidig er vi rigtig gode til at placere aktier,” siger han.

Fart på børserne over hele verden
Da corona-pandemien startede, var kapitalmarkedet først gennem en usikker tid, hvor mange virksomheder polstrede sig med likviditet. Men efter at centralbankerne kom på banen med obligationsopkøb og ekstra likviditetsindsprøjtninger, vendte udviklingen og satte fart i børsmarkederne over hele verden. Det betyder også, at der har været rekordmange børsnoteringer på Københavns Fondsbørs (NASDAQ Copenhagen), hvor der bare i første kvartal 2021 blev introduceret 22 nye virksomheder.

Tallene bag

Danske Bank er nummer et og amerikanske Morgan Stanley nummer to på listen over banker, der har hentet mest kapital i Norden i 2021. Tallene kommer fra analysefirmaet Dealogic og viser, at de to banker har hentet kapital for henholdsvis 4,06 og 3,58 mia. euro – svarende til 30,3 og 26,7 mia. kr.