Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank styrker it-platformen for at blive hurtigere til at udvikle fremtidens innovative løsninger

Først transformerede vi vores måde at arbejde med udvikling på – fra hierarkiske afdelinger til handlekraftige enheder med mandat til at beslutte, hvordan vi leverer de bedste kundeløsninger. Nu sikrer vi, at it-platformen følger med. Større brug af API’er, cloudteknologi og bedre brug af data er blandt metoderne.




Kompleksiteten skal ned og hastigheden og handlekraften skal op.

Det er essensen i den ”paladsrevolution”, vi gennemførte i Danske Banks udviklingsorganisation i 2021. Og det er elementerne bag transformationen ‘Turn to New Tech’, som skal gøre banken hurtigere til tage ny teknologi i bruge samt styrke bankens it-platform.

”Turn to New Tech og vores agile arbejdsform skal gøre det muligt at lave innovative løsninger til kunderne på kortere tid. Derudover forventer vi, at vores løsninger bliver endnu nemmere at bruge, og at vi får gladere medarbejdere, fordi de får en autonomi, der gør det sjovere at gå på arbejde”, siger Bo Svejstrup, CTO og leder af forandringen.


Turn to New Tech og vores agile arbejdsform skal gøre det muligt at lave innovative løsninger til kunderne på kortere tid. Derudover forventer vi, at vores løsninger bliver endnu nemmere at bruge, og at vi får gladere medarbejdere.

Bo Svejstrup

CTO, Danske Bank



Mere tid til de kundevendte løsninger

Gennem den seneste årrække har vi i vores udviklingsenheder fokuseret meget på at vedligeholde vores systemer og at overholde de mange sikkerheds- og lovkrav. Men ved at styrke vores platform, skal denne vigtige del af arbejdet blive mindre tidskrævende. Den sparede tid skal bruges på at styrke bankens kommercielle fokus og lade udviklerne bruge mere af deres tid på løsninger, der kommer kunderne til gode og skaber en bedre bank.

Principperne bag Turn to New Tech er på den måde et led i vores mål om at blive en ’bedre bank’ for kunder, investorer, medarbejdere og samfundet som helhed frem mod 2023.


Før brugte vi cirka 25 procent af vores tid på at arbejde strategisk, altså udvikle bedre løsninger til kollegerne, men nu er udviklerne helt oppe på at bruge 62 procent af deres tid på det.

Anders Mikkelsen

IT lead i Finance Triben, Danske Bank



Signifikante resultater hos interne frontrunners
Banken har gennem de seneste par år arbejdet med de forskellige principper i udvalgte enheder, og resultaterne var signifikante.  Et af stederne er bankens ’Finance Tribe’  som har ansvaret for de interne systemer til at styre bankens finanser.

”Vi har sparet rigtig meget tid ved at arbejde efter principperne bag Turn to New Tech. Før brugte vi cirka 25 procent af vores tid på at arbejde strategisk, altså udvikle bedre løsninger til kollegerne, men nu er udviklerne helt oppe på at bruge 62 procent af deres tid på det. Samtidig er vi blevet hurtigere til at få de nye systemer færdige,” fortæller IT lead i Finance Triben, Anders Mikkelsen.

Han uddyber: ”Vi har automatiseret en masse manuelle steps i udviklingsprocessen, så udviklerne kan fokusere på at skrive kode og resten gør de kun én gang.  Flytte kode, implementere kode, lave en række kontroller, handover – alt det kører automatisk. Og så har udviklerne fået nogle nye værtkøjer - så kan vi også lave tingene hurtigere.”

Det betyder, at banken har kunnet sige farvel til nogle gamle systemer og goddag til ny teknologi.

”Et af resultaterne er, at vi nu i banken kan styre vores likviditet og vores risici mere præcist, fordi vi nu kan lave beregningerne bedre og hurtigere, og levere rapporterne, mens tingene sker, ikke en uge senere. Tidligere var vores systemer rettet mere mod at vi kiggede i bakspejlet. På grund af Turn to new Tech kigger vi ud af forruden i stedet for”, siger Anders Mikkelsen.

4.500 medarbejdere skal arbejde efter principperne
Planen er, at alle koncernens 4.500 softwareingeniører, analytikere og forretningsudviklere i løbet af den kommende tid vil komme til at arbejde med udgangspunkt i de nye principper.


De fire principper bag Turn to New Tech  

  1. Brug API'er
    API er en slags software, der kan få forskellige it-systemer og it-programmer til at tale sammen og udveksle information. Det kan groft sagt sammenlignes med en løsning, der gør det muligt at forbinde Brio-tog med Lego-tog.  Med API’er kan vi opbygge vores it-arkitektur i moduler og dermed få en platform, der er nemmere at ændre og med færre afhængigheder.

  2. Vælg cloud-teknologi
    I fremtiden vil vi i Danske Bank bruge mere public cloud, dvs. cloudteknologi, hvor vi bruger løsninger fra store leverandører, f.eks. AWS. Det giver os adgang til den nyeste innovation – og vi behøver ikke selv opfinde den dybe tallerken selv hver gang.

  3. Brug data bedre
    ‘Brug data bedre’ handler om tilgængelighed og kvalitet. Data skal være tilgængelig, man skal kunne finde det, og det skal være korrekt og fyldestgørende.  Dem, der sidder med den rette viden, skal have et naturligt ejerskab og muligheden for at gøre det tilgængeligt for andre. Og andre skal vide, hvor det kan findes.

  4. Byg sikkerhed ind som en del af designet
    Ved at bygge sikkerhed ind fra den spæde start, minimerer man behovet for senere kontrol og opfølgning, og kan dermed spare en masse tid. For det er ikke nok at have én mur rundt om banken – alt skal have sikkerhed indbygget.