Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Pengeuge: Fuld fokus på sund privatøkonomi i folkeskolen


Der står PENGE på skoleskemaet på landets folkeskoler, når Pengeuge i denne uge løber af stablen for niende år i træk. Her får hundredvis af skoleklasser besøg af bank-ansatte gæstelærere, der lærer fra sig om blandt andet budgetter og opsparing som led i, hvad Danske Banks administrerende direktør kalder for en vigtig samfundsopgave.

Danmarks Matematiklærerforening og brancheorganisationen Finans Danmark står i fællesskab bag Pengeuge. Danske Bank har støttet og deltaget i alle ni år, og i år underviser 160 medarbejdere i flere end 300 skoleklasser rundt om i landet.

”Vi kan se, at privatøkonomien for de unge er på vej i den rigtige retning, men vi ser fortsat også mange unge, som desværre ikke har den tilstrækkelige viden om penge og som en konsekvens ender i økonomisk uføre. Det er en samfundsudfordring, som vi meget gerne vil være med til at løse,” siger administrerende direktør Carsten Egeriis.

Tal fra RKI viser nemlig, at alt for mange unge ender som dårlige betalere, fordi de aldrig har lært at håndtere deres økonomi. Og det er det, Pengeuge skal være med til at rette op på.

”Børn og unge skal have værktøjerne til at kunne styre deres egen økonomi. Og derfor bidrager vi med stolthed til Pengeuge, som kobler elevernes matematiske færdigheder til økonomiske problemstillinger, man kan opleve i hverdagen,” siger Carsten Egeriis. 

Her kan du se, hvordan det så ud, da Danske Bank underviste i mulddyrsvindel på Hedensted skole i 2020: 
01ae0455-00090258-726af0ac


”Penge bør være fast inventar på skoleskemaet”
Det er ikke kun under Pengeuge, at Danske Bank er aktive på denne front. Vores medarbejdere underviser i løbet af året på både skoler og gymnasier, og penge bør også være fast inventar på skoleskemaet allerede fra indskolingen, mener Anne Juel Jørgensen, som er børne- og ungechef i Danske Bank.


Det er både i den enkeltes og samfundets interesse, at alle børn og unge får gode pengevaner i en tidlig alder.

Anne Juel Jørgensen

Børne- og ungechef, Danske Bank



”Vi ved fra tidligere undersøgelser, at mange børn og unge ikke føler sig ordentligt klædt på til at håndtere deres egen økonomi. Derfor er penge og hverdagsøkonomi faktisk én af de ting, som flest elever ønsker at lære mere om i skolen, for det er ikke alle, der har mulighed for at udvikle sunde pengevaner fra økonomisk ansvarlige forældre. Det er både i den enkeltes og samfundets interesse, at alle børn og unge får gode pengevaner i en tidlig alder,” siger Anne Juel Jørgensen.


Danske Bank har i samarbejde med elevernes interesseorganisation Danske Skoleelever udviklet undervisningsmaterialet Peng’ Pong til skolernes mellemtrin. Materialet er til fri afbenyttelse for landets skoler, og flere har allerede haft stor gavn af det. 

En undersøgelse af materialet viser, at blot otte timers undervisning i penge og hverdagsøkonomi kan forbedre elevernes økonomiske bevidsthed og forståelse.

Fakta om Pengeuge

  • Eleverne bliver undervist i at lægge budget, at spare sammen og at få en bedre forståelse af sammenhængen mellem indtægter og udgifter i deres egen økonomi. 
  • Finans Danmark og Danmarks Matematiklærerforening afholder hvert år Pengeuge. 
  • I 2022 afholdes Pengeuge den 14.-18. marts (uge 11). 
  • Under Pengeuge underviser gæsteundervisere fra landets banker på skolerne.
  • Al gæsteundervisning følger de officielle retningslinjer og er uden virksomhedslogoer.
  • Omkring 400 bankdirektører og rådgivere fra landets banker skal i år undervise flere end 600 skoleklasser over hele landet.

Se mere på www.pengeuge.dk