Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Rekordår for bæredygtige obligationsudstedelser

2021 blev endnu et rekordår, hvor Danske Bank fastholdte sin position som den førende nordiske arrangør af bæredygtige obligationer. Danske Bank tredoblede antallet af arrangerede obligationer, og 2022 viser ingen tegn på, at udviklingen er ved at vende.

Det globale marked for bæredygtige obligationer er vokset betydeligt i de senere år. Og 2021 var ingen undtagelse - her blev tallene nemlig fordoblet i forhold til 2020, som ellers var et rekordår.

Bæredygtige obligationer anvendes af bl.a. virksomheder, finansielle institutioner, stater og kommuner til at finansiere projekter, der skaber en klar bæredygtig værdi. I 2021 hjalp Danske Bank sine kunder med at udstede 118 bæredygtige obligationer til en værdi af 325 mia. kr., hvilket er tre gange så meget som i 2020. Ifølge Bloomberg opnåede Danske Bank en League Table-andel på 74,8 mia. kr., hvilket er næsten dobbelt så meget som i 2020.

Blandt udstederne kan nævnes svenske Lantmännen, finske Kojamo og norske Lerøy, som Danske Bank har hjulpet med at komme ind på markedet for bæredygtige obligationer.


Vores kunders appetit på bæredygtige obligationer er steget markant i de seneste tre år.

Lars Mac Key

Chef for bæredygtige obligationer, Danske Bank



”Vores kunders appetit på bæredygtige obligationer er steget markant i de seneste tre år og især sidste år, hvor mængden er vokset hurtigere, end nogen kunne forestille sig,” udtaler chef for bæredygtige obligationer i Danske Bank, Lars Mac Key. Han uddyber: 

"Vores kunder ønsker at sikre finansiering, der understøtter deres bæredygtige omstilling, og derfor har vi set en stigning i alle typer af bæredygtig finansiering. Grønne obligationer har dog stadig den grønne førertrøje, da de er særligt efterspurgte af både udstedere og investorer," 

En grøn obligation er en specifik form for bæredygtig obligation, der finansierer grønne projekter.

Nordiske udstedelser af bæredygtige obligationer fordelt på lande 


Bæredygtige obligationer på tværs af Norden
Norden er blandt de førende regioner, når det kommer til at udstede grønne obligationer. Dette er drevet af et stærkt bæredygtighedsfokus fra de nordiske udstedere og dedikerede grønne investorer.

Ser man på det nordiske marked for bæredygtige obligationer, er Sverige frontløber, da grønne obligationer har været højt på dagsordenen blandt svenske virksomheder og institutioner i mange år. For eksempel udgjorde bæredygtige obligationer 40 procent af alle erhvervsobligationer udstedt i svenske kroner sidste år.

Selv om de svenske udstedere fortsat er de mest aktive, kom den største stigning i 2021 fra norske udstedere. Danmark og Finland er også ved at komme op i fart, idet antallet af danske udstedelser næsten blev fordoblet, mens de finske steg med 25 procent.


Ny rekord i 2022?
Den første måned af 2022 viser ingen tegn på, at en afmatning skulle være rundt om hjørnet, og Lars Mac Key forudser, at markedet for bæredygtige obligationer vil fortsætte med at vokse i 2022.

"Jeg forventer, at det grønne obligationsmarked vil fortsætte sin positive tendens, da behovet for finansiering af grønne projekter langt fra er slut, og dermed bliver 2022 formentlig endnu et rekordår. Desuden forventer jeg, at markedet for bæredygtighedsrelaterede obligationer vil vokse hurtigt, da det gør det muligt for udstedere at forbinde deres finansiering med et eller flere bæredygtighedsmål og dermed vise deres fulde tilslutning til at integrere bæredygtighed i kernen af deres virksomhed”.

Bloomberg League Table

Ifølge Bloombergs League Tabel indtog Danske Bank en 12. plads på den globale liste over grønne obligationsudstedelser i 2021.

Danske Bank arrangerede næsten dobbelt så meget som den nordiske andenplads, hvad angår både grønne obligationer i særdeleshed og bæredygtige obligationer samlet set.

Det betyder begreberne

  • Grønne obligationer – til finansiering af grønne formål.
  • Sociale obligationer – til finansiering af sociale formål.
  • Bæredygtighedsobligationer – til finansiering af en kombination af grønne og sociale formål.
  • Bæredygtighedsrelaterede obligationer – til finansiering af generelle formål, hvor obligationen er koblet sammen med et eller flere af udstederens bæredygtighedsmål.
  • Bæredygtige obligationer – det overordnede begreb for alle obligationer i familien.