
Ferietid er for mange børnefamilier lig med, at de skal rejse til udlandet eller omkring i Danmark. Og børnene får som regel lidt ekstra lommepenge til en is, en sodavand eller en souvenir. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Danske Bank.
Til trods for økonomisk usikkerhed svarer 70 procent af de adspurgte forældre til børn mellem 5 år og 17 år, at de giver ekstra lommepenge i ferien. Derfor er ferietid også en åbenlys mulighed for at tale med sine børn om værdien af penge, og hvordan man bruger dem, mener Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef i Danske Bank.
”Gode pengevaner kommer i høj grad af, at man øver sig, og det er der ofte rig mulighed for at gøre, når man holder ferie, fordi mange børn får lidt ekstra lommepenge til oplevelser, legetøj eller slik. Selv hvis man ikke tager ud at rejse, kan man sagtens tale med sine børn om, hvordan de bruger lommepengene i ferien. Når børn skal lære gode pengevaner, er beløbet ikke vigtigt, men derimod at de gør sig erfaringerne med deres egne penge,” forklarer hun.
Anne Juel Jørgensen er aktuel med bogen ’Giv dit barn gode pengevaner’, hvor hun med udgangspunkt i den nyeste forskning på området giver gode råd og brugbare værktøjer til, hvordan forældre bedst muligt får pengesnakke ind i hverdagen.