
Ejendomssektoren spiller en stor rolle i den grønne omstilling af samfundet, og i Danske Bank-koncernen udgør den en stor del af det samlede udlån.
Danske Bank og Realkredit Danmark har derfor indgået to nye partnerskaber, der sammen med bankens rådgivning og finansieringsløsninger skal hjælpe kunder med at reducere CO2-udledningen fra deres ejendomme.
”I Danske Bank-koncernen ønsker vi at være den bedste finansielle partner for vores kunder og støtte dem i deres bæredygtige omstilling. Det understreges af de nye partnerskaber, som muliggør, at vi kan tilbyde vores ejendomskunder en sammenhængende kunderejse med alt fra automatiseret indsamling af energidata og udvikling af energiforbedringsplaner til strategisk sparring og adgang til finansiering,” fortæller Linda Fagerlund, chef for Danske Banks ejendomskunder.
Den holdning deles af Bjarne Jørgensen, chef for Storkunder Ejendomme og medlem af direktionen i Realkredit Danmark.
”Ejendomsbranchen er en vigtig medspiller i indsatsen for at reducere CO2-udledningen i Danmark. Vi ser derfor de nye partnerskaber som et stærkt tilbud, der hjælper vores kunder med at reducere energiforbruget i deres ejendomme og yder et væsentligt bidrag til samfundets grønne omstilling,” fortæller Bjarne Jørgensen.