Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank og Finanssektorens klimapartnerskab vil sætte fart på den grønne omstilling med fem konkrete anbefalinger

Finanssektorens klimapartnerskab, der har Danske Banks CEO Carsten Egeriis som formand, har netop lanceret en række anbefalinger, der skal skabe bedre forudsætninger for investeringer og finansiering af den grønne omstilling i Danmark. En omstilling, der er en forudsætning for, at vi kan styrke Europas sikkerhed og konkurrenceevne.




Frem mod 2050 skal der i Danmark alene investeres op mod 1.400 mia. kr. i den grønne omstilling.

Det vurderer en ny rapport fra COWI, som Finanssektorens klimapartnerskab har fået udarbejdet. Men det er svært at få investeringsbehovet lukket med den nødvendige kapital. Flere grønne projekter og virksomheder er nemlig udfordret i øjeblikket, fordi de er ramt på deres forventede afkast, samtidig med at risikoen i projekterne er for store. Det betyder, at det bliver svært at tiltrække den nødvendige kapital.

En del af udfordringerne skyldes udefrakommende forhold med inflation, pressede forsyningskæder og stigende omkostninger, men der er også en del, som kommer fra de politiske og regulatoriske rammebetingelser for projekterne.

”Når forudsætningerne bliver udfordret i de grønne projekter, og det er svært at foretage sunde investeringer, taber den grønne omstilling fart, og virksomheder kan ikke realisere deres projekter. Derfor skal vi arbejde med løsninger, som puster økonomi og tempo ind i den grønne omstilling,” siger Carsten Egeriis, CEO, Danske Bank.

Derfor har Finanssektorens klimapartnerskab i Danmark, med Carsten Egeriis som formand, bedt COWI om at udarbejde en analyse, der gennemgår de største barrierer og peger på de potentielle løsninger, der skal gøre det mere attraktivt at øge finansieringen og investeringerne i den grønne omstilling. Analysen har blandt andet taget udgangspunkt i et omfattende arbejde med at identificere konkrete modeller rundt om i Europa, som allerede har vist sig effektive i forhold til eksempelvis etablering af havvind.

Når forudsætningerne bliver udfordret i de grønne projekter, og det er svært at foretage sunde investeringer, taber den grønne omstilling fart, og virksomheder kan ikke realisere deres projekter. Derfor skal vi arbejde med løsninger, som puster økonomi og tempo ind i den grønne omstilling.

Carsten Egeriis

CEO, Danske Bank.



Fem konkrete anbefalinger
På baggrund af COWI’s rapport lancerer partnerskabet nu fem konkrete anbefalinger, der skal gøre det lettere for virksomhederne og udviklere at finansiere og tiltrække kapital til grønne projekter hurtigere og i større skala.
  1. Sikre stabile afsætningspriser på grøn energi.
  2. Understøtte at energien kan afsættes og understøtte nødvendig infrastruktur.
  3. Mere fleksibilitet så der skabes forretningsudvikling.
  4. Udvide garantiordninger for nye grønne teknologier.
  5. Hurtigere sagsbehandling.

I COWIs rapport står det klart, at det er afgørende, at de grønne projekter bliver realiseret. Den grønne omstilling har aldrig været vigtigere. Vores konkurrenceevne er afhængig af adgang til billig grøn energi, og udviklingen af grønne teknologier bliver et vigtigt internationalt konkurrenceparameter.

Omstillingen væk fra russisk gas og fossile brændsler er også blevet et spørgsmål om sikkerhed og om at sikre vores forsyning under geopolitisk ustabilitet. Og sidst men ikke mindst så oplever vi i stigende grad konsekvenserne af temperaturstigningerne.

De fem anbefalinger fra Finanssektorens klimapartnerskab

1

Sikre stabile afsætningspriser på grøn energi

2

Understøtte nødvendig infrastruktur og at energien kan afsættes

3

Mere fleksibilitet så der skabes forretningsudvikling

4

Udvide garantiordninger for nye grønne teknologier

5

Hurtigere sagsbehandling


Erfaringer fra de bedste eksempler i Europa
Som en af de største banker i Norden er Danske Bank og resten af klimapartnerskabet førstehåndsvidner til de udfordringer, som de grønne projekter bliver mødt af gang på gang i Danmark og resten af Norden. Derfor bygger de fem anbefalinger i høj grad på de gode eksempler fra omverdenen og på de projekter, der har formået at skabe en bæredygtig og sund økonomi i den grønne omstilling.

”I finanssektoren har vi et unikt indblik i, hvordan vindene blæser, da stort set alle projekter og cases kommer forbi vores borde. Vi har kunnet se nogle klare mønstre i, hvad der har stået i vejen, og dermed også, hvad det er, man skal ændre på for at øge hastigheden i den grønne omstilling og genskabe indtjeningen for virksomhederne,” forklarer Carsten Egeriis.

Hvis den finansielle sektor skal accelerere finansiering og investeringer i den grønne omstilling, så skal vi sammen med staten og politikerne skabe betingelserne for, at grønne projekter også bliver økonomisk bæredygtige, så de kan tiltrække den kapital der er behov for for at realisere projekterne.