Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danica køber stor andel af Frederiksberg Centret



Pressemeddelelse
Danica Pension, der i forvejen er landets største investor i butikscentre, har pr. 1. november overtaget to tredjedele af Frederiksberg Centret I/S. Med den handel når Danica Pension op på at eje cirka 300.000 kvadratmeter fordelt på 16 butikscentre i Danmark.

"Frederiksberg Centret har et stort potentiale som lokalt center. Det ligger i hjertet af Frederiksbergs naturlige handelscentrum og midt i et område, hvor der sker en stor byudvikling med byggeri af metrostation, gymnasium, bibliotek og parkeringspladser", siger ejendomsdirektør i Danica Pension Thyge C.D. Hansen.

"Frederiksberg Centret er desuden et smukt og indbydende center, som giver kunderne en god oplevelse, når de handler. Centret har da også fået flere kunder år for år siden åbningen", tilføjer Thyge C.D. Hansen. Sidste år omsatte kunderne for 796 millioner kroner i Frederiksberg Centret. Det er 147 millioner kroner mere end i første hele åbningsår 1997.

Danica har gennem en årrække udviklet sig til at blive Danmarks betydeligste investor i storcentre. Danica Pensions køb af Bastionen A/S´s andel af Frederiksberg Centret er en handel, der ifølge den nye konkurrencelov skal godkendes af Konkurrencestyrelsen. Det er allerede sket. Den sidste tredjedel af Frederiksberg Centret I/S ejes fortsat af Lægernes Pensionskasse.

Frederiksberg Centret, der er tegnet af KHR Arkitekter, blev opført i 1996. Der er i alt 61 butikker fordelt på 20.000 kvadratmeter. Hertil kommer 2.500 kvadratmeter kontor og 2.400 kvadratmeter lager.

Ejendomsdirektør Thyge C.D. Hansen siger, at Danica Pension med købet af Frederiksberg Centret indtil videre har nået målet med hensyn til butikscentre øst for Storebælt, men selskabet er fortsat interesseret i butikscentre i det øvrige Danmark.

Fakta:
Danica Pensions centerportefølje udgøres af i alt 16 butikscentrene. Hovedstaden: Amagercentret, Hovedbanegårdens ShoppingCenter, Ishøj Bycenter, Nørrebro Bycenter, Glostrup Storcenter, Hvidovre Stationscenter, Lyngby Storcenter, Slotsarkaderne i Hillerød, City 2. I det øvrige Danmark ejer Danica Pension: Randers Storcenter, Helsingør Bycenter, Kolding Storcenter, City Vest i Århus, Vestsjællandscentret i Slagelse samt Ringsted Nørretorv.