Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Private Equity åbner kontor i London

Publiceret under overskriften: Danske Private Equity åbner kontor i London og udvider direktion


Pressemeddelelse

Danske Private Equity A/S, der er et helejet datterselskab af Danske Bank, åbner 2. januar kontor i London. Som chef for kontoret er ansat Claus H. Stenbæk, 39 år, der samtidig er indtrådt i direktionen for Danske Private Equity med ansvar for forretningsudvikling og kunderelationer. Direktionen består herefter af administrerende direktør Bjørn Haugaard Rubin og direktør Claus H. Stenbæk.

"Med åbningen af kontoret bliver Danske Private Equity repræsenteret i Europas finansielle centrum, og med ansættelsen af Claus H. Stenbæk får vi samtidig udvidet vort internationale netværk inden for private equity", fortæller administrerende direktør Bjørn Haugaard Rubin.

Claus H. Stenbæk kommer fra en stilling som administrerende direktør i investment banken Richmond Capital Limited, som han selv etablerede i 1998. Tidligere har Claus H. Stenbæk beklædt en række ledende stillinger hos bl.a. datterselskaber af Peder Sager Wallenberg Charitable Trust i London og Andersen Consulting i London. Han sidder i bestyrelsen for flere mindre IT-selskaber i Sverige og England og er medlem af Investor Advisory Committee hos Carlyle Venture Partners. Claus Stenbæk er MBA fra Instituto de Empresa i Madrid og HD i regnskabsvæsen fra Handelshøjskolen i København.

Danske Private Equity A/S, der blev etableret i januar 2000, har herefter i alt 20 medarbejdere på kontorer i København, Stockholm og London. Den samlede kapital under forvaltning udgør i dag over 6 mia. danske kroner.