Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Den Danske Bank køber aktie- majoriteten i polske Pol-Can Bank



Pressemeddelelse
Den Danske Bank har indgået aftale om køb af 75 pct. af aktiekapitalen og 85 pct. af stemmeretten i den polske St. Stanislaus Polish-Canadian Bank S.A. (Pol-Can Bank), Warszawa, og har desuden opnået tilladelse til købet fra the Banking Supervision Commission i Polen.

Polen hører til blandt de nordiske landes vigtigste samhandelspartnere i Øst- og Centraleuropa. Med købet får Den Danske Bank bedre muligheder for at betjene erhvervskunder, der har aktiviteter i Polen. Med 40 mio. indbyggere og en voksende købekraft er Polen et interessant marked. I dag har flere end 1.500 nordiske virksomheder etableret sig i Polen.

Pol-Can Bank
Pol-Can Bank blev etableret i 1991 på initiativ af en polsk udvandrerorganisation i Canada og den katolske kirke i Warszawa. Banken har en balance på 120 mio. zloty (219 mio. Dkr.) og en egenkapital på 33 mio. zloty (60 mio. Dkr.). I alt 29 medarbejdere er beskæftiget i Pol-Can Bank. Banken har licens til og tilbyder alle typer bankforretninger, også udlandsforretninger.

Den Danske Bank i Nordeuropa
Ud over 410 filialer i Danmark er Den Danske Bank i Nordeuropa repræsenteret med 39 filialer i Sverige via Östgöta Enskilda Bank, 65 filialer i Norge via Fokus Bank og filialer i blandt andet Helsinki, London og Hamburg.