Pressemeddelelse
Danske Bank, Mærsk Data, Post Danmark og Tele Danmark går sammen om etablering af en nordisk business-to-business elektronisk markedsplads.
Danske Bank, Mærsk Data, Post Danmark og Tele Danmark er gået sammen om at etablere en ny nordisk business-to-business markedsplads på Internettet, hvor købere og sælgere kan mødes on-line og handle varer og tjenesteydelser.
De fire parter indskyder i alt 100 mio. kroner i et nyt selskab ved navn gatetrade.net a/s, der ejes ligeligt af parterne. Ifølge aftalen mellem de fire parter åbner den elektroniske markedsplads i begyndelsen af 2001. Den bygger på en Oracle-platform.
Det totale business-to-business marked i Europa forventes at blive på cirka 1.500 mia. € (11.200 mia. kroner) i år 2005. Den elektroniske samhandel vil udgøre en stigende andel af markedet.
Med de fire selskabers samlede ekspertise, størrelse og kundebase sikres et solidt forretningsgrundlag. Det forventes, at omsætningen vil overstige 40 mia. kroner i løbet af få år, og selskabet vil beskæftige cirka 50 medarbejdere.
På den åbne og uafhængige markedsplads vil virksomhederne bl.a. kunne lægge varekataloger ind, handle, invitere andre virksomheder til at komme med bud på en ordre og lægge varer ud, som andre kan byde på.
Gatetrade.net er sikret en betydelig aktivitet fra begyndelsen, da de fire parter vil foretage deres indkøb via den nye handelsplads. Parterne har derudover kontakt til en række erhvervsvirksomheder og offentlige virksomheder, der ønsker at benytte den nye markedsplads.
Det forventes, at gatetrade.net vil yde et markant bidrag til fremtidens business-to-business samhandel, da den vil betyde nye forretningsmuligheder og lavere omkostninger på grund af mere effektive arbejdsgange for både sælgere og købere.
Relaterede nyheder
- 22. dec. 2000 Ny chef for Danske Bank International S.A. i Luxembourg
- 22. dec. 2000 BG Bank sælger BG Bank International S.A.
- 21. dec. 2000 Danske Private Equity åbner kontor i London