Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Erhvervskunder kan ringe til banken uden for normal åbningstid



Pressemeddelelse

Fra i dag kan erhvervskunder i Danske Bank og BG Bank komme telefonisk i kontakt med en rådgiver uden for de to bankers normale åbningstid. Den nye service, Erhverv Direkt, tager udgangspunkt i Danske Bank og BG Banks ønske om at ”gøre livet lidt lettere” for deres små og mellemstore erhvervskunder.

Erhverv Direkt har været testet i udvalgte filialer igennem nogle måneder, og testperioden har vist, at erhvervskunderne er glade for muligheden for at kunne tale med banken, når det passer dem. Derfor udvides servicen nu til hele landet. Virksomhederne kan ringe til Danske Bank og BG Bank og tale med en erhvervsrådgiver mandag til fredag fra kl. 8.00 til kl. 20.00 og i weekenden fra kl.10.00 til kl. 16.00. Den nye service er gratis.

"Erhverv Direkt giver travle erhvervskunder adgang til banken, når de har tid", fortæller direktør Sven Lystbæk, Danske Bank koncernen. "Hvor de store virksomheder har medarbejdere ansat til at håndtere deres bankforretninger – typisk i bankernes åbningstid – har de mindre erhvervskunder ofte først tid til at overveje deres bankforretninger om aftenen eller i weekenden. Det er det behov, man ønsker at imødekomme med Erhverv Direkt."

Ved brug af pinkode får erhvervskunderne adgang til en erhvervsrådgiver, der over telefonen kan ordne alt lige fra almindelige bankekspeditioner til erhvervsrådgivning inden for lån, leasing, investering, betalingsformidling, udlandsforretninger, bolig og realkredit.