Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Nye direktører for HR og kommunikation i Danske Bank

Pressemeddelelse: Nye direktører for HR og kommunikation i Danske Bank

 Danske Bank koncernen har udnævnt to nye direktører og medlemmer af koncernens Eksekutivkomité.

Eva Hald, 39 år, er ansat som direktør og chef for Group Communications. Samtidig er Helle Havgaard, 50 år, ansat som direktør og chef for Group HR.

Eva Hald, der er cand.jur. fra Københavns Universitet, kommer fra en stilling som director for Strategic Projects i Stakeholder Relations i Novozymes A/S. Her har hun tidligere været pressechef og director for Corporate Branding og External Communications. Før Eva Hald kom til Novozymes, har hun blandt andet været Nordic External Affairs & Public Relations Manager i Diageo, juridisk rådgiver i International Data Post A/S og fuldmægtig i Ligestillingsrådet.

Helle Havgaard, der er cand.jur. fra Københavns Universitet og uddannet advokat, kommer fra en stilling som Senior Vice President og chef for Group Human Capital i ISS. I ISS’ danske afdeling har hun tidligere været juridisk chef og HR chef. Før Helle Havgaard kom til ISS koncernen, har hun blandt andet været chef for Juridisk Afdeling i Ledernes Hovedorganisation og afdelingschef i Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service.

I Danske Bank afløser de direktør Lars Mørch, der har haft ansvaret for Group HR & Communications. Lars Mørch er som tidligere offentliggjort udnævnt til chef for koncernens svenske bankaktiviteter pr. 1. januar 2010.

Kontaktpersoner:

Ordførende direktør Peter Straarup, telefon 45 14 60 01
Pressechef Anders Klinkby Madsen, telefon 25 10 19 19