Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Startskuddet er gået for Danske Vækstkapital IV: De første 1,7 mia. kroner er rejst til investeringer i opstarts- og vækstvirksomheder

En række toneangivende danske organisationer, selskaber, fonde og udvalgte formuende privatkunder investerer i Dansk Vækstkapital IV, der skal sikre risikovillig kapital til iværksættere og vækstvirksomheder samt attraktive afkast til investorerne. De første investeringer forventes gennemført i nær fremtid, og de kommende 12 måneder vil der blive rejst yderligere kapital.

Kvinde kigger på en skærm

Tidligere i år lancerede vi Dansk Vækstkapital IV, der skal give en saltvandsindsprøjtning til opstarts- og vækstvirksomheder og skabe attraktive afkastmuligheder for investorerne.

Nu har vi gennemført den første kapitalrejsning, hvor vi har inviteret en række toneangivende danske organisationer, selskaber og fonde med som de første investorer i Dansk Vækstkapital IV. Det drejer sig om EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond), Dansk Industri, ATP, Danica, DTU’s datterselskab PSV Foundry m.fl. Tilsammen udgør de rygraden i Dansk Vækstkapital IV. Derudover har en række udvalgte formuende privatkunder i Danske Bank givet tilsagn til Dansk Vækstkapital IV via en særlig fond oprettet til formålet.

Samlet set har vi foreløbig rejst ca. 1,7 mia. kroner til investeringer i Dansk Vækstkapital IV-universet.

”Vi er stolte og taknemmelige for den store opbakning fra både institutionelle investorer og formuende privatkunder, der gerne vil være med til at understøtte økosystemet for opstarts- og vækstselskaber i kombination med et attraktivt afkastpotentiale på deres investering. I løbet af de kommende 12 måneder planlægger vi at rejse yderligere kapital til Dansk Vækstkapital IV – den første kapitalrejsning er blot startskuddet,” fortæller Casper Bruyant Bonde, der er chef for illikvide alternativer i Danske Bank Asset Management og CEO for Danske Private Equity A/S, der forvalter Dansk Vækstkapital-fondene.


Casper Bruyant Bonde

Vi er stolte og taknemmelige for den store opbakning fra både institutionelle investorer og formuende privatkunder, der gerne vil være med til at understøtte økosystemet for opstarts- og vækstselskaber i kombination med et attraktivt afkastpotentiale på deres investering.

Casper Bruyant Bonde

CEO for Danske Private Equity A/S



Dansk Industri: Handler både om afkast og om at gå forrest
Dansk Vækstkapital IV består af tre fondsmoduler*, der tilsammen vil give eksponering mod en bred portefølje af unoterede opstarts- og vækstvirksomheder på forskellige stadier af deres udvikling. Som de foregående Dansk Vækstkapital-fonde (se faktaboks) vil fondsmodulerne i Dansk Vækstkapital IV have hovedfokus på investeringer i Norden, herunder særligt Danmark.

Erhvervs- og arbejdsgiverorganisation Dansk Industri er blandt kredsen af investorer i Dansk Vækstkapital IV.

”Vores investering i Dansk Vækstkapital IV handler både om at sikre et attraktivt afkast og styrke adgangen til risikovillig kapital for iværksættere og vækstvirksomheder. Initiativ og innovation er helt afgørende for fremtidens vækst, og som Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation er det vigtigt for os at gå forrest og bidrage til at skabe de bedste rammer for opstarts- og vækstvirksomheder – både økonomisk og med særlige tilbud til startups,” siger Sine Linderstrøm, chef for SMV & Iværksætteri i Dansk Industri.


Sine Linderstrøm

Vores investering i Dansk Vækstkapital IV handler både om at sikre et attraktivt afkast og styrke adgangen til risikovillig kapital for iværksættere og vækstvirksomheder.

Sine Linderstrøm

Chef for SMV & Iværksætteri i Dansk Industri



EIFO: Solidt afsæt for fremtidens vækst og arbejdspladser
EIFO er en anden væsentlig investor i Dansk Vækstkapital IV.

”Gennem mange år har vi fra nærmeste hold set, hvordan Dansk Vækstkapital-fondene gør en meget markant positiv forskel for vækstlaget i dansk erhvervsliv og samtidig rummer attraktive afkastmuligheder. Derfor er det kun naturligt for os i EIFO, at vi også er med som investor i Dansk Vækstkapital IV – præcis som vi har deltaget i de foregående fonde. Det er netop den type langsigtet risikovillig kapital, der er helt afgørende for at etablere et solidt afsæt for fremtidens vækst og arbejdspladser i Danmark,” siger Erik Balck Sørensen, som er Chief Investment Officer i EIFO.



Iværksætter bag Podimo: ”Vi har brug for mere langsigtet kapital i Danmark”

Morten Strunge er medstifter af Podimo, der tilbyder abonnementer inden for podcasts og lydbøger i Europa og Latinamerika, og en af de tidligere Dansk Vækstkapital-fonde har investeret i selskabet via Heartcore Capital. Her sætter iværksætteren ord på betydningen af risikovillig kapital fra danske investorer og fonde som fx Dansk Vækstkapital IV:
Læs casen

Foto: Soren Bidstrup/Ritzau Scanpix.



Forskellige fondsmoduler giver fleksibilitet for investorer
De tre fondsmoduler i Dansk Vækstkapital IV vil investere i hhv. venture-fonde, buyout-fonde samt nøje udvalgte enkeltselskaber hovedsageligt side om side med buyout-fonde, betegnet co-investeringer. Hvor venture-fonde investerer i opstartsvirksomheder, investerer buyout-fonde i mere etablerede virksomheder med potentiale for yderligere vækst.

Med den tredelte struktur kan hver enkelt investor i vid udstrækning skræddersy sin eksponering til sine præferencer. Fx deltager EIFO kun i venture-delen, hvilket Dansk Industri også har særligt fokus på for at understøtte dansk iværksætteri. Andre investorer fokuserer på buyout-investeringer.

Forventer at lukke de første investeringer i nær fremtid
Dansk Vækstkapital IV forventes at investere i en række nøje udvalgte fonde med fokus på investeringer inden for blandt andet teknologi og life science – og med første runde af kapitalrejsning vel gennemført er det officielle startskud lydt for, at Dansk Vækstkapital IV kan begynde at foretage investeringer.

”Selv om vi længe har arbejdet på at identificere interessante investeringsmuligheder, kan vi nu for alvor begynde at skabe værdi – både for investorerne i Dansk Vækstkapital IV og for en bred vifte af opstarts- og vækstvirksomheder. Vi forventer at lukke de første investeringer i nær fremtid og har en stærk pipeline af potentielle investeringer,” siger Casper Bruyant Bonde.

En investering i fondsmodulerne i Dansk Vækstkapital IV kan kategoriseres som en investering med høj risiko og meget begrænset likviditet, og en investering forudsætter en lang tidshorisont.


Fakta om Dansk Vækstkapital

  • Den første Dansk Vækstkapital-fond, Dansk Vækstkapital K/S, blev etableret i 2011 af den statslige fond Vækstfonden, der siden blev en del af Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
  • Det overordnet formål med Dansk Vækstkapital K/S var at understøtte dansk vækst efter finanskrisen ved at sikre risikovillig kapital til opstarts- og vækstmiljøet.
  • Siden blev Dansk Vækstkapital II K/S og Dansk Vækstkapital III K/S etableret i hhv. 2016 og 2021.
  • En bred kreds af investorer har samlet set givet tilsagn på ca. 9,4 mia. kroner til de tre første Dansk Vækstkapital-fonde med EIFO og en række danske pensionsselskaber blandt de største investorer.
  • Danske Bank-koncernen overtog ved årsskiftet 2024/2025 forvaltningen af de tre første Dansk Vækstkapital-fonde fra EIFO og har nu lanceret Dansk Vækstkapital IV.
  • Investeringerne i Dansk Vækstkapital IV udvælges af et rutineret team af porteføljeforvaltere med mange års erfaring med aktivklassen

 

*De tre fondsmoduler er Dansk Vækstkapital IV Venture K/S, Dansk Vækstkapital IV Buyout K/S og Dansk Vækstkapital IV Co-Invest K/S.

Bemærk, at investering altid indebærer risiko, og du kan tabe det investerede beløb. Dette materiale udgør ikke en investeringsanbefaling. Vi henviser til Dansk Vækstkapitals hjemmeside for yderligere information, herunder Dokument med central information (PRIIPs).