Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank udvider værktøjskassen for finansiering af klimaomstillingen

En ny og bredere tilgang til finansiering af klimaomstillingen gør Danske Bank bedre i stand til at understøtte omstillingen for virksomheder i sektorer med høje CO2-udledninger samt virksomheder, der er afgørende for at gennemføre klimaomstillingen af samfundet.




Med fortsat stigende globale udledninger og temperaturer udgør klimaændringerne fortsat en presserende udfordring. I Danske Bank anerkender vi vores rolle som en førende nordisk finansiel institution i forhold til at understøtte klimaomstillingen gennem finansiering til vores kunder.

Traditionelt har bæredygtig finansiering haft fokus på at finansiere konkrete projekter eller aktiviteter, og de senere år er der også sket en stigning i udstedelsen af lån knyttet til specifikke bæredygtighedsmål. Denne praksis har vi også fulgt i Danske Bank.

Fremover vil vi imidlertid anlægge en bredere tilgang til finansiering af klimaomstillingen for virksomheder inden for sektorer med høje udledninger, såsom energi og varme, stål, cement og transport, samt for virksomheder, der er vigtige i forhold til at facilitere klimaomstillingen af samfundet.


Ved at fokusere på virksomheders overordnede planer for klimaomstillingen er vi bedre rustet til at støtte virksomheder i sektorer med høje udledninger, som har en mere strategisk og langsigtet tilgang til klimaomstillingen.

Samu Slotte

Chef for bæredygtig finansiering, Danske Bank 



En mere holistisk tilgang til finansiering af omstillingen
Med vores nye tilgang går vi fra udelukkende at fokusere på specifikke bæredygtighedsmærkede transaktioner, såsom grønne obligationer og lån, til også at finansiere klimaomstillingen på baggrund af vurderinger af virksomheders overordnede omstillingsplaner.

"Ved at fokusere på virksomheders overordnede planer for klimaomstillingen er vi bedre rustet til at støtte virksomheder i sektorer med høje udledninger, som har en mere strategisk og langsigtet tilgang til klimaomstillingen. Dermed kan vi bedre understøtte systemiske forandringer i stedet for blot justeringer på projektniveau," siger Samu Slotte, chef for bæredygtig finansiering i Danske Bank.

Danske Banks nye tilgang omfatter også finansiering af virksomheder i værdikæderne inden for teknologier, som understøtter klimaomstillingen. Det gælder blandt andet værdikæder inden for vedvarende energiteknologier, batteriteknologi, energitransmission og -lagring samt transport med lav CO2-udledning – og værdikæderne spænder lige fra udvinding og input af råvarer over fremstilling til håndtering af udtjent udstyr.

"I Danske Bank ser vi et stigende behov for at hjælpe med finansiering til kunderne i disse værdikæder for at understøtte skaleringen af teknologier og praksisser, der fremmer klimaomstillingen," siger Samu Slotte.

Med andre ord betragter vi med vores nye tilgang ikke finansiering af klimaomstillingen som et specifikt finansielt produkt. I stedet omfatter det alle finansielle services, der på virksomhedsniveau understøtter kunder i implementeringen af deres strategier for klimaomstilling, samt finansielle services til kunder i værdikæder, der understøtter omstillingen.


Joachim Alpen, Chef for LC&I, Danske Bank

Når vores kunder forpligter sig selv til troværdige, langsigtede omstillingsplaner, forpligter vi os til at hjælpe dem med at håndtere de kortsigtede udfordringer.

Joachim Alpen

Chef for Large Corporates & Institutions, Danske Bank



Passer bedre til kundernes behov
Som Joachim Alpen, chef for Large Corporates & Institutions i Danske Bank, udtrykker det, er vores nye tilgang bedre i tråd med vores kunders ønsker og behov.

Mange store virksomheder ønsker at reducere deres udledninger og blive klimaneutrale eller at skalere deres forretningsløsninger med færrest udledninger. Ved at imødekomme de risici og muligheder, som klimaomstillingen fører med sig, kan de øge deres chancer for langsigtet økonomisk succes. På kort sigt kan omstilling eller skalering dog medføre en risiko for at miste konkurrenceevne.

“Som en bank dedikeret til at servicere store virksomheder i Norden er det afgørende, at vi er med til at understøtte klimaomstillingen. Når vores kunder forpligter sig selv til troværdige, langsigtede omstillingsplaner, forpligter vi os til at hjælpe dem med at håndtere de kortsigtede udfordringer," siger Joachim Alpen.


Sådan vurderer vi virksomheders omstillingsplaner

Vores vurdering af virksomheders planer for klimaomstilling er baseret på vores grundige, egenudviklede model for vurdering af omstillingsrisiko (transition risk assessment methodology). Modellen kategoriserer virksomheder på en firetrins-skala som enten omstillede (transitioned), under omstilling (transitioning), påbegyndt omstilling (start of transition) eller bagud med omstilling (lagging transition).

Inden for rammerne af vores nye tilgang til finansiering af klimaomstillingen kan vi finansiere virksomheder, som er omstillede, under omstilling eller har påbegyndt omstilling. Vores kategorisering af virksomheder i modellen er baseret på en kombination af vores vurdering af, hvordan virksomhedernes planer for klimaomstilling er i overensstemmelse med Parisaftalens målsætning om netto-nul-udledning af drivhusgasser, og vores vurdering af virksomhedernes eksekveringsrisiko i forhold til disse planer.


Vi fastholder vores mål for finansierede emissioner
Danske Banks nye tilgang til finansiering af klimaomstilling er i overensstemmelse med vores bæredygtighedsstrategi og vores klimaplan. Vi fastholder vores mål for finansieret udledning som beskrevet i bæredygtighedsstrategien og klimaplanen og monitorerer fortsat udviklingen tæt.

"På kort sigt kan vores nye og bredere tilgang til finansiering af klimaomstillingen øge CO2-udledningen i forbindelse med vores finansieringsaktiviteter. På længere sigt betragter vi dog vores nye tilgang som et væsentligt skridt fremad i forhold til at kunne understøtte vores kunders og samfundets klimaomstilling," siger Samu Slotte.

Vores nye tilgang til finansiering af klimaomstillingen medfører ingen ændringer i vores position i forhold til fossile brændsler. Samtidig påvirker den ikke vores beslutning om, som den første større bank i verden, ikke længere at finansiere selskaber inden for efterforskning og produktion af olie og gas (E&P), der arbejder på at øge deres udvinding.

Sideløbende med vores nye tilgang til finansiering af klimaomstillingen vil vi fortsat tilbyde mere traditionel bæredygtig finansiering af konkrete projekter, lån knyttet til specifikke bæredygtighedsmål mv. til kunder med disse ønsker og behov.

DNV: "Et meningsfuldt skift"

Den uafhængige internationale udbyder af forsikring og risikostyring, DNV, har haft en rådgivende rolle i processen med at udvikle vores nye tilgang til finansiering af klimaomstillingen.

"Danske Banks beslutning om at fokusere på overordnet virksomhedsniveau i deres tilgang til finansiering af klimaomstillingen repræsenterer et meningsfuldt skift i, hvordan finansielle institutioner kan understøtte dekarbonisering. Hos DNV har vi været glade for at samarbejde med Danske Bank og bidrage med vores ekspertise inden for bæredygtig finansiering i vores rådgivning om tilgangen, der balancerer troværdighed med praktisk implementering. Denne tilgang viser, at det er muligt at innovere inden for bæredygtig finansiering, reducere kompleksiteten for Danske Banks kunder og give dem mulighed for at demonstrere reelle klimafremskridt," siger Markus Zeitzen, Nordic ESG Practice Leader hos DNV.

Kontakt

Journalister er velkomne til at kontakte os på +45 45 14 14 00.