Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Fem måneder efter nedlukningen af Danmark: Højeste boligpriser nogensinde

Aldrig har boligpriserne været så høje og afslag i salgspriserne så lave. Også salgstiderne falder. Efter fem måneder med coronakrise er situationen på det danske boligmarked paradoksal.

Nedturen på det danske boligmarked, som mange økonomer forventede som konsekvens af nedlukningen af dansk økonomi med arbejdsløshed og øget usikkerhed som følge, er foreløbig udeblevet. 

Fra juni til juli steg danske huspriser med én procent, mens lejligheder og sommerhuse steg mere end to procent. Det viser nye tal for boligsiden.dk, som privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen, har set nærmere på.  


Boligpriser



Kilder: Danmarks statistik, Boligsiden.dk, Macrobond Financial.
Priser fra boligside er sæsonkorrigerede og baseret på 3-måneders glidende gennemsnit.

”Boligmarkedet er kommet sig over coronakrisen i denne omgang. Med stigningen fra juni til juli er huspriserne nu på det højeste niveau nogensinde ifølge tal for boligsiden.dk, og priserne på lejligheder er også steget og er nu højere end før coronakrisen”, siger Louise Aggerstrøm Hansen. 

Samme tendens gælder for sommerhuse, tilføjer hun. 

”Sommerhusene steg ligeledes med 2,1 procent fra juni til juli, og sommerhuse sælges nu i gennemsnit 19 dage hurtigere end samme tid sidste år. Særligt på Bornholm går det hurtigere end normalt med en salgstid, der nu er faldet med 70 dage i forhold til sidste år. Det er også blevet sværere at få nedslag i prisen. I statistikkens 10 år lange historie har vi aldrig set så små afslag som i juli i år, hvor det gennemsnitlige afslag i prisen var det halve af niveauet sidste år”, siger Louise Aggerstrøm Hansen. 


Med stigningen fra juni til juli er huspriserne nu på det højeste niveau nogensinde ifølge tal for boligsiden.dk, og priserne på lejligheder er også steget og er nu højere end før coronakrisen.

Louise Aggerstrøm Hansen

Privatøkonom, Danske Bank



Paradoksal udvikling
Udviklingen er paradoksal, fordi coronakrisen og nedlukningen af Danmark og store dele af den øvrige verden har slået dansk økonomi tilbage og ført til stigende arbejdsløshed og usikkerhed, som kunne forventes at føre til generel tilbageholdenhed hos forbrugere og boligkøbere. Men der er tydeligvis tilstrækkeligt mange potentielle boligkøbere, der ikke frygter for deres job, siger Louise Aggerstrøm Hansen. 

”Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt aktiviteten er vendt tilbage på boligmarkedet efter det første chok fra coronakrisen. Det er klart, danskerne ikke er uberørt af krisen – mange har mistet deres job, og vi kender endnu ikke det fulde omfang af skaderne på arbejdsmarkedet, fordi lønkompensationsordningerne stadig gør billedet uklart. Men aktiviteten på boligmarkedet tyder unægtelig på, at mange blandt de potentielle boligkøbere har et arbejde, som måske ikke er i farezonen”.


Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt aktiviteten er vendt tilbage på boligmarkedet efter det første chok fra coronakrisen. Det er klart, danskerne ikke er uberørt af krisen, men aktiviteten på boligmarkedet tyder unægtelig på, at mange blandt de potentielle boligkøbere har et arbejde, som måske ikke er i farezonen.

Louise Aggerstrøm Hansen


Dansk økonomi er robust

Samtidig er dansk økonomi generelt robust, og mange har foreløbig oplevet krisen som forbigående og ikke som en ny, kronisk nedtur for dansk økonomi. 

”Mange oplever krisen som midlertidig, og danskerne har generelt udnyttet de seneste års økonomiske fremgang til at polstre sig bedre frem for at øge deres forbrug. Det gør deres privatøkonomi mere robust overfor økonomisk usikkerhed. Dertil kommer, at renterne er faldet tilbage, så danskerne igen kan låne ekstremt billigt. Det er en helt essentiel forudsætning for et boligmarked i fremgang”, siger Louise Aggerstrøm Hansen og tilføjer, at de stærke takter på boligmarkedet er godt nyt for dansk økonomi, fordi udviklingen er med til at holde dansk forbrugertillid oppe. 

Nedgang på boligmarkedet med faldende priser og stigende salgstider er nemlig traditionelt gift for forbrugertilliden og resulterer derfor generelt i lavere købelyst blandt forbrugerne, siger hun.