Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Boligmarkedet: Færre handler, færre fremvisninger og faldende priser

Hastigheden falder på det danske boligmarked, og den udvikling vil fortsætte det næste års tid. Det er konklusionen i det seneste boligbarometer, som Danske Bank laver i samarbejde med ejendomsmægler-kæden home. Prisen på ejerlejligheder stiger fortsat en smule, men udviklingen vender snart, siger chefanalytiker.



Den seneste tids rentestigninger kan nu aflæses direkte på boligmarkedet, hvor tre vigtige indikatorer for udviklingen alle peger nedad for villaer og rækkehuse. Det gælder: 

  • Boligpriserne
  • Antal handler
  • Antal fremvisninger (som indikerer det fremtidige aktivitetsniveau).

Den nedadgående udvikling på de tre indikatorer kommer dog langt fra som nogen overraskelse for Danske Banks chefanalytiker, Louise Aggerstrøm Hansen:

"Der er ingen tvivl om, at de stigende renter gør ondt på boligkøbere. Det er blevet meget dyrere at låne, og det kan ikke undgå at sætte sig i priserne. Så det er helt som forventet, og alt tyder på, at der bliver bremset mere op i den kommende tid," siger Louise Aggerstrøm Hansen. 

Samlet set ser udviklingen på de tre indikatorer således ud i den seneste måned:

Fremvisninger - villaer og rækkehuse

-3,4 pct.

Handler

 


-2,4 pct.

Priser
 


-1,8 pct.



Forventer fald det næste års tid – også for ejerlejligheder
Ifølge både boligbarometeret og en ny prognose fra Danske Bank er forventningen, at huspriserne vil fortsætte faldet det næste års tid.

I prognosen vurderer Danske Bank, at huspriserne vil falde med 6 procent frem mod 2023 – og at priserne kommer til at falde mest i de dyrere boligområder. I denne kategori finder man også ejerlejligheder, der dog indtil videre ikke helt følger mønsteret fra boligbarometeret.

For selvom både antal fremvisninger og faktiske handler af ejerlejligheder er faldet den seneste måned, er priserne til gengæld steget. Boligbarometeret viser nemlig en generel prisstigning på ejerlejligheder på 0,2 procent.

Det billede vil dog næppe bestå ret længe. Ifølge chefanalytikeren er forventningen, at det store aktivitetsfald også vil påvirke priserne på ejerlejligheder:

"Det er et mønster, vi typisk ser i begyndelsen af en vending på et marked. Først falder aktiviteten, fordi sælgerne og køberne har sværere ved at nå hinanden, og det er der, vi er nu. Sælgerne prøver at sælge til den pris, som var aktuel for seks måneder siden, men den er køberne ikke med på. Derfor kommer prisfaldene som regel med lidt forsinket effekt," forklarer Louise Aggerstrøm Hansen.