Oven på overophedningen og den høje inflation sidste år er der helt overordnet set sket gode fremskridt mod en mere normal verden.

Først og fremmest er inflationen faldet markant, og den udvikling fortsætter. Noget af faldet skyldes færre forsyningsproblemer – i bred forstand, for eksempel er forsyningen af restaurantmåltider blevet forbedret, efter at coronarestriktionerne er ophævet rundt om i verden. Men først og fremmest er inflationen faldet, fordi pengepolitikken globalt er strammet – medicinen virker.

Omvendt må man så også sige, at overgangen langt fra er overstået endnu. I det meste af Europa, inklusive Danmark, er prisstigningerne måned for måned stadig alt for høje i forhold til målet om en årlig inflation på to procent.

Samtidig tyder de seneste tal på, at eurolandene samlet set er gået fra stagnation til egentlig tilbagegang. Mange europæiske virksomheder har efterhånden længe mærket svagere efterspørgsel, især inden for byggeri og industri (uden for medicinalindustrien, der holder Danmark oppe). Nu ser det ud til, at det også spreder sig til servicesektoren, der ellers har haft det godt efter genåbningen.

En periode med svaghed er formentlig en uundgåelig del af en nødvendig tilpasning, men der er en betydelig risiko for, at svagheden bliver mere alvorlig end nødvendigt. Rentestigningen over det seneste år er i en størrelsesorden, der sjældent er set, og konsekvenserne er svære at forudse.

Oven i det har Kina, som normalt står for en stor del af den globale økonomiske vækst, sine egne problemer. Risikoen for en dyb krise i Kina er formentlig stadig ret lille, men formentlig står vi over for en periode med svag vækst – oven i de politiske spændinger, der påvirker handelsvilkårene og skaber ekstra usikkerhed for virksomhederne.

Amerikansk økonomi er en kilde til håb. Inflationen i USA ser ud til næsten at være tæmmet, uden at økonomien er havnet i en recession. Det er et godt tegn for resten af verden, ikke kun fordi USA’s økonomi er verdens største, men også fordi de måske kan siges bare at være lidt foran i cyklussen, og hvad der sker dér, kan komme til at ske andre steder også. Men det skal siges, at heller ikke i USA har vi set den fulde effekt af rentestigningerne endnu, og vi kan stadig sagtens nå at få recessionen.

Arbejdsløsheden er begyndt at stige i en hel del lande inklusive Danmark, men den er fortsat lav i historisk målestok, i eurolandene faktisk rekordlav. Opsving i servicesektoren, der er har mange ansatte i forhold til omsætningen, har trukket beskæftigelsen op i Europa i en tid, hvor industrien er udfordret – både af konjunkturerne og mere strukturelt. Dele af europæisk industri mangler nok stadig at finde sin plads i den grønne omstilling og i en ny situation, når det gælder energiforsyningen.

Erfaringen siger, at i en afmatning kan arbejdsløsheden forblive lav et stykke tid for så hurtigt at stige. Den risiko er fortsat helt reel mange steder i verden, også i Danmark, selv om det ikke er hovedscenariet i prognoserne.

Lav arbejdsløshed er en af årsagerne til, at lønvæksten er ganske høj i store dele af verden. Det bekymrer centralbankerne, fordi højere lønninger kan forventes at føre til højere priser på varer og tjenester, men den sammenhæng er langt fra én til én. I Europa er reallønningerne faldet kraftigt i perioden med høj inflation, og i teorien er der mulighed for en periode med det omvendte, altså høj reallønsvækst uden specielt høj inflation. Om det faktisk går sådan, kommer an på mange andre ting, og det er i hvert fald ikke noget, man kan tage for givet.

I USA har vi faktisk set en kombination af nogenlunde lav inflation og pænt høj reallønsvækst de seneste måneder. Det har skabt håb om, at økonomiens potentiale er forbedret i en grad, hvor der er plads til begge dele. Måske har store private og offentlige investeringer skabt fremskridt i produktiviteten, og måske har tekniske fremskridt i for eksempel kunstig intelligens gjort det samme.

Jeg må sige, at jeg er noget skeptisk over for, om det virkelig er lykkedes at skabe en markant mere velfungerende økonomi på så kort sigt. Men om ikke andet er det positivt, at diskussionen overhovedet er der efter mange år med fokus på lav produktivitetsvækst og ringe muligheder for afkast af investeringer. Selv om der er mange risici at pege på her og nu, er der også håb, både på kort og langt sigt.