Det er på mange måder gået bedre, end vi havde turdet håbe på med økonomien i år. Et historisk eksperiment med massive rentestigninger for at komme den galoperende inflation til livs har endnu ikke væltet læsset hverken herhjemme eller i verdens største økonomier.

Tværtimod har forbrugerne rejst sig, efter at de blev ramt af voldsomme dyk i købekraften og markant højere låneomkostninger, og ledigheden har aldrig været lavere i euroområdet.

I Danske Bank har vi netop publiceret vores skøn for de store og de nordiske økonomier i en ny prognose, og vi tror stadig, at det er mest sandsynligt, at økonomien står foran en gradvis afmatning, som egentlig allerede er undervejs mange steder. Det betyder uundgåeligt også flere arbejdsløse, for det er en del af processen, som skal sænke inflationspresset. Men hvorfor er det gået så godt indtil videre? Det tror jeg, der er flere årsager til.


For det første har vi haft ret meget at stå imod med. Dels var der dømt tvungen opsparing under pandemiens nedlukninger, fordi forbrugerne blev afskåret fra en stor del af serviceøkonomien. Dels fik vi ekstra penge i hånden, fordi politikerne frygtede for en økonomisk krise.

For det andet blev energikrisen aldrig så slem som frygtet, og det kan vi især takke vejrguderne for. For det tredje virker rentestigninger ikke, som de gjorde engang.

Den vestlige verden har i høj grad udliciteret industrien til Østen, mens vores egne økonomier er mere præget af serviceerhverv. Det primære input i produktionen i Vesten er i dag arbejdskraft og ikke maskiner. Arbejdskraft er blevet billigere, i takt med at priserne er løbet fra lønningerne, mens maskiner er blevet dyrere at finansiere. Derfor har serviceerhvervene også holdt hånden under økonomien, i en periode hvor industrien helt forventeligt er i recession.