Hvert år stemmer Danske Banks medarbejdere om, hvilken velgørende organisation der skal have årets juledonation fra Danske Banks Fond. I år stemte mere end 700 medarbejdere, og der var talstærk opbakning til Børns Vilkår og BørneTelefonen. Ikke mindst fordi behovet for hjælp er steget eksplosivt de seneste år.
”Børns Vilkår gør en kæmpeforskel for børn, der har det svært, og vi er glade for, at vi i Danske Bank kan give et bidrag til deres vigtige arbejde,” siger Nicoline Weih, Chief Consultant i Societal Impact & Sustainability og ansvarlig for Danske Banks fond.
Billede: Nicoline Weih, der er ansvarlig for Danske Banks fond, besøgte Børns Vilkår, og med behørig afstand afleverede hun årets juledonation i form af en check på 100.000 kr. til Rasmus Kjeldahl, Director, Børns Vilkår
Mangler ressourcer til at hjælpe alle
Alene i 2020 er over 60.000 rådgivningssessioner blevet gennemført, og i 2019 fik BørneTelefonen 220.509 henvendelser fra børn og unge. Desværre har BørneTelefonen ikke kapacitet til at hjælpe alle, men det har Børns Vilkår en ambition om at ændre på.
Blandt andet skal BørneTelefonens åbningstider udvides, så børn og unge kan ringe og få hjælp døgnet rundt. Donationen fra Danske Banks fond er derfor et skridt på vejen til, at ingen børn ringer forgæves med deres udfordringer.
”Børns Vilkår har brug for økonomisk støtte for at realisere vores drøm om at ekspandere vores rådgivningsservice. Vi vil derfor gerne sige tusind tak til Danske Banks fond for støtten og de 100,000 kr., der skal gå til at udvide ressourcerne til Børnetelefonen", siger Rasmus Kjeldahl, Director, Børns Vilkår.
Børns Vilkår og Børnetelefonen
- Har arbejdet for børns ret til en tryg barndom siden 1977.
- Målet er at stoppe svigt af børn i Danmark.
- Gennem BørneTelefonen kan børn og unge ringe ind og få hjælp til udfordringer, som de ikke føler, at de kan tale med andre om.
- Det er både muligt at ringe, sende sms’er eller besøge en brevkasse, og alle henvendelser er anonyme.
- I 2019 var der blandt andet flest henvendelser vedrørende kærlighed, forholdet til forældre, venner, selvmordstanker, mobning og forholdet til kroppen.
En del af Danske Banks Fond
Danske Bank er en af de største finansielle institutioner i Norden, og det betyder, at vi har et særligt ansvar for de samfund, vi er en del af. Gennem forskellige initiativer og via Danske Banks Fond forsøger vi derfor at bidrage til samfundet. Danske Banks fond uddeler donationer til de allermest sårbare i vores samfund.Læs mere om Danske Banks Fond