Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danica Pension vil være CO2-neutral senest i 2050

Danica Pension vil omlægge sine investeringer, så de i løbet af de næste 30 år bliver CO2-neutrale. Det sker som led i selskabets tilslutning til gruppen Net-Zero Asset Owner Alliance, der inkluderer nogle af verdens største investorer.

Danica Pension har forpligtet sig til at opnå en CO2-neutral investeringsportefølje senest i 2050 i tråd med Paris-aftalen om at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 1,5°C. Forpligtigelsen sker som led i Danica Pensions tilslutning til den globale Net-Zero Owner Alliance, som omfatter flere af verdens største investorer.  


Som pensionsselskab kan vi med vores mere end 400 milliarder kroner under forvaltning gøre en stor forskel, når det kommer til den grønne omstilling. Det har vi allerede fokus på i dag, og det vil vi have de næste mange år.  Derfor ser vi frem til at blive en del af Net-Zero Asset Owner Alliance

Ole Krogh Petersen

CEO, Danica Pension



Allerede i årets første måneder har Danica Pension øget sine investeringer i den grønne omstilling med næsten 40 procent – fra cirka 10 mia. kroner til 14 mia. kroner, og det er ambitionen, at beløbet skal vokse til 100 mia. kroner frem mod 2030, så rundt regnet 15 procent af kundernes pensionsopsparinger til den tid vil være investeret i den grønne omstilling. For 2023 og 2025 har selskabet delmål for grønne investeringer på henholdsvis 30 mia. kroner og 50 mia. kroner.  

Eksisterende grønne ambitioner
Tilslutningen til investorsammenslutningen Net-Zero Asset Owner Alliance kommer således i forlængelse af Danica Pensions eksisterende grønne ambitioner. 

”Vi er i fuld gang med dreje vores investeringer i en grøn retning. Det er med til at gøre en forskel for klimaet samtidig med, at vi over tid kan skabe attraktive afkast for vores kunder. Vi tror på, at selskaber, der omfavner den grønne transition og omstiller forretningen til grønnere energialternativer, vil være godt positioneret til at skabe langsigtet vækst og levere langsigtede afkast.  Derfor tror vi på, at afkast og grønne investeringer kan forenes, ” siger Ole Krogh Petersen.

Global sammenslutning
Sammenslutningen Net-Zero Owner Alliance blev lanceret i 2019, hvor en række af verdens største investorer forpligtede sig til at opnå nuludledning af CO2 fra investeringer inden 2050.

Alliancen omfatter 26 globale selskaber og er også blandt andre støttet af af UN Environment Programme, PRI (Principles for Responsible Investment) WWF (World Wide Fund for Nature) samt Mission 2020, en klimakampagne, der arbejder for at reducere emissionen af drivhusgasser. 

Danica Pension og investeringer i den grønne omstilling

  • Danica Pension har ca.  1 millioner kunder og 450 mia. kr.  under  forvaltning.

  • Danica Pension har som ambition at have 100 mia. kr. investeret i den grønne omstilling i 2030. Ambitionen vil betyde, at 15 procent af kundernes forventede pensionsopsparinger i 2030 vil være investeret i den grønne omstilling. I 1. kvartal 2020 øgede Danica Pension investeringerne i den grønne omstilling fra ca. 10 mia. kr. til ca. 14 mia. kr.

  • Danica Pension har netop offentliggjort sin første CO2-rapport, som viser, at selskabets investeringer i aktier og erhvervsobligationer udleder 21 pct. mindre CO2 end det globale benchmark. Det svarer til en CO2-besparelse på 1,8 mio.  ton CO2 eller den årlige CO2-udledning fra ca. 370.000 biler.