Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Vigtig milepæl for grønne realkreditlån

Realkredit Danmark, der er en del af Danske Bank-koncernen, runder en vigtig milepæl i forbindelse med bæredygtig finansiering. Grønne realkreditobligationer målrettet de største erhvervskunder opnår den bedste likviditetsklassifikation level 1.

Realkredit Danmarks udlån i grønne realkreditobligationer har nået en volumen på 4,6 mia. kroner per 30. juni 2020.

Dermed har volumen passeret grænsen på 500 mio. euros, der bringer dem op i obligationernes superliga med den samme høje klassifikation som de obligationer, der anvendes til traditionelle realkreditlån. 

Interessen steget mærkbart
"Vi har fået meget positiv respons fra en række af vores erhvervskunder, der har fokus på den bæredygtige omstilling og samtidig ønsker at bakke op om at skabe en finansiel infrastruktur, der kan tilvejebringe attraktiv finansiering til den fremtidige grønne omstilling af bygningsmassen. Særligt det seneste halve år er interessen for grøn finansiering steget mærkbart", siger adm. direktør Carsten Nøddebo fra Realkredit Danmark.


Vi har fået meget positiv respons fra en række af vores erhvervskunder, der har fokus på den bæredygtige omstilling. Særligt det seneste halve år er interessen for grøn finansiering steget mærkbart.

Carsten Nøddebo

Administrerende direktør, Realkredit Danmark



I april 2019 lancerede Realkredit Danmark, som det første danske realkreditinstitut, grøn finansiering gennem udstedelse af grønne obligationer på det danske marked. De grønne realkreditlån - RD Cibor6® Green - tilbydes store erhvervskunder. Blandt forudsætningerne for at få lånet er bl.a., at ejendommen har energimærke A eller B. 

Virksomheder favner bredt branchemæssigt og geografisk
De virksomheder, der til dato har optaget lån gennem grønne realkreditobligationer til finansiering af ejendomsprojekter, favner bredt både branchemæssigt og geografisk. Der er således optaget lån i grønne realkreditobligationer i alle landets regioner. Og virksomhederne repræsenterer en række forskellige brancher som bl.a. energi- og forsyningsvirksomheder, uddannelsesinstitutioner og ejendomsselskaber.

"Vi har i første omgang fokuseret på de største virksomheder for at løbe markedet for bæredygtig finansiering i gang. Udover at virksomhederne ser den grønne finansiering som prikket over i´et i deres grønne omstilling, opnår virksomhederne også en økonomisk fordel. 

De grønne realkreditlån er nemlig lidt billigere end de traditionelle realkreditlån. Det skyldes, at investorerne er villige til at betale en lidt højere kurs for grønne obligationer, og for låntagerne betyder det en lavere rente på lånet. Med den højeste klassifikation, som vi nu opnår, vil likviditeten i vores grønne obligationer være så høj, at de kommende låntagere vil få et endnu bedre grønt alternativ til traditionel finansiering", siger Carsten Nøddebo.


Led i 2023-plan

Realkredit Danmarks satsning på grønne udlån er et led i koncernens ambition om tilvejebringe bæredygtig finansiering på over 100 mia. kr. inden 2023. Den bæredygtige finansiering kan bestå i

  • finansiering af bæredygtige ejendomme 
  • hjælp til virksomheder, finansielle institutioner og stater med at udstede egne grønne obligationer, der gør det muligt at skaffe finansiering til bæredygtige projekter eller grønne lån til kunder, der arbejder med klimaforbedrende tiltag
  • udlån til projekter, der f.eks. reducerer CO2- udledningen.


I første del af 2020 har finansiering af især bæredygtige byggerier taget fart. 
Foruden den nye milepæl på de grønne obligationer har Realkredit Danmark netop åbnet for grønne realkreditlån i Sverige målrettet større ejendomsinvestorer. Herudover har Danske Bank for nylig ydet de første grønne danske byggelån til et alment boligselskab, der opfører 280 bæredygtige boliger i Svendborg.