Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Global turbulens øger erhvervskunders behov for god rådgivning

Corona og krigen i Ukraine har givet større usikkerhed på eksportmarkederne. Det betyder, at efterspørgslen på rådgivning om, hvordan erhvervskunderne bedst sikrer sig mod blandt andet inflation, valutauro og længere leveringstider, er steget i Danske Bank.




Mens renterne en stor del af 10’erne var uhørt lave og de globale forsyningskæder syntes at fungere gnidningsfrit, kunne nordiske virksomheder lægge en stor del af deres fokus på andre områder end valutaudsving og leverandørudfordringer. Det har ændret sig nu, hvor inflationen og renterne er gået op, og hvor leverandørkæder og energiforsyningen er under pres.

Et halvt år efter Ukrainekrigens udbrud og en pandemi, der stadig ikke er fortid, gør Global Chef for Markets og Transaction Banking, Claus Harder, status overfor Børsen:

”Tidligere kunne virksomhederne i højere grad agere mekanisk og selv forudsige, hvad der lå rundt om det næste hjørne, fordi risici var velkendte. Nu ændrer tingene sig hurtigere, og som virksomhed er du nødt til at være mere aktiv med din risikostyring og være på bolden hele tiden.”

”Ukraine-krigen har som bekendt forstyrret leverandørkæderne på blandt andet energi, hvilket giver en direkte øget risiko. Men derudover har krigen også generelt gjort verden mere usikker. På den måde er der pludselig kommet en risiko på lande og regioner, som man ellers i mange år har set som lavrisikolande, hvor man ikke behøvede tage højde for dårlig infrastruktur eller statslige indgreb,” siger Claus Harder.


Tingene flytter sig hurtigere nu, og du er som virksomhed nødt til at være på bolden hele tiden.

Claus Harder

Chef for Markets og Transaction Banking



Forsikringsprodukter får renæssance
Danske Bank’s forsikringsprodukter som trade finance og garantier er derfor igen blevet mere populære og bankens makroøkonomer bruger nu væsentlig mere tid på at vurdere udsigterne for den globale økonomi og dele den med kunderne.

”Risici er nu blevet større i for eksempel Østeuropa, hvor krisen i Ukraine har løftet forsikringspræmierne, så de i dag er langt højere end i EU-landene. Det samme gælder for en del lande omkring Tyrkiet og selvfølgelig i den grad i Taiwan,” siger Claus Harder.

Claus Harder regner ikke med, at interessen vil aftage foreløbig.

”Det er det store billede, som ændrer sig. Uanset om den storm af begivenheder, vi ser lige nu, måtte lægge sig lidt, så er inflationen højere end vi har set i 20 år, så usikkerheden om økonomien vil bestå i en rum tid endnu,” slutter han.