Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Mangfoldighed, lige muligheder og inklusion som drivkraft: Danske Bank markerer Copenhagen Pride Week 2025

Fra den 9. til 17. august løber Copenhagen Pride Week 2025 af stablen, og derfor markerer vi i Danske Bank igen i år styrken i mangfoldighed, inklusion, lige muligheder og retten til at være sig selv med en række aktiviteter, der er arrangeret af bankens regnbuenetværk.



Billeder: I august 2024 fejrede vi blandt andet mangfoldigheden med familiedag i vores hovedkvarter,  kanaltur og talks.

 
Mangfoldighed og inklusion er en del af Danske Banks fundament.

Det afspejles både i vores måde at drive forretning på og i vores rolle som arbejdsplads. Vi værner om stærke kollegiale fællesskaber og traditioner, der understøtter diversitet og inklusion hele året. Som en naturlig del af dette engagement markerer vi igen i år Copenhagen Pride Week med en række aktiviteter både indenfor og udenfor banken.

Vores engagerede regnbuenetværk, Danske Rainbow Network, har blandt andet arrangeret et Pride-løb, visning af dokumentarfilm, der fokuserer på LGBTQ+-rettigheder, netværksarrangementer og kanalrundfart.

Når vi sammen skaber en kultur, hvor vi kan være os selv og trygt dele meninger, styrker vi ikke bare vores fællesskab. Vi styrker også vores evne til at håndtere risici, træffe bedre beslutninger og bygge nye løsninger, der skaber værdi for vores kunder, samarbejdspartnere og samfundet som helhed.

Karsten Breum

HR-direktør, Danske Bank



Mangfoldigheden som drivkraft
I løbet af Copenhagen Pride Week 2025 hylder vi ikke kun forskellighederne, men også styrken og de nye perspektiver, der opstår, når mennesker med forskellige ideer, baggrunde og nuancer mødes.

”Vi ved, at arbejdet med mangfoldighed, lige muligheder og inklusion er helt afgørende for at tiltrække, fastholde og udvikle talenter. Det er derfor også vigtigt, at vi hver især bidrager til den psykologiske tryghed, hvor alle kan dele deres stemme, ideer og ikke mindst stille de svære spørgsmål,” fortæller Karsten Breum, HR-direktør i Danske Bank og fortsætter:

”Når vi sammen skaber en kultur, hvor vi kan være os selv og trygt dele meninger, styrker vi ikke bare vores fællesskab. Vi styrker også vores evne til at håndtere risici, træffe bedre beslutninger og bygge nye løsninger, der skaber værdi for vores kunder, samarbejdspartnere og samfundet som helhed.”


Vi arbejder aktivt på at sprede aktiviteterne ud over året, så vi skaber et løbende fokus på arbejdet med DE&I og LGBTQ+-rettigheder.

Kristian Gulbech Haugbølle

Forperson for Danske Rainbow Network i Danmark



En samlende indsats for fremtiden
Danske Bank har sammen med Danske Rainbow Network og andre medarbejdernetværk de seneste år arbejdet målrettet med at fremme mangfoldighed, lige adgang og inklusion på tværs af hele organisationen.

Bankens tilgang bygger på en grundlæggende tro på, at et inkluderende arbejdsmiljø styrker både medarbejdertrivsel og forretningsresultater. Fokus på talenter med forskellig baggrund er integreret som et designprincip i HR-processer, og bankens kulturforpligtelser – Be Open, Team Up og Own It – understøtter arbejdet med at skabe en arbejdsplads, hvor alle kan være sig selv og bidrage med deres fulde potentiale.

Initiativerne spænder bredt: Fra opdaterede politikker for transkønnede og regnbuefamilier, til mål for kønsbalance i ledelsen og partnerskab med Specialisterne for at favne neurodiversitet. Også medarbejdernetværk som Women in Danske, Danske Neuroinclusive Community, Danske Bank Internationals Community og Danske Rainbow Network spiller en aktiv rolle i at fremme inklusion og skabe fællesskab.  

”Vi arbejder aktivt på at sprede aktiviteterne ud over året, så vi skaber et løbende fokus på arbejdet med talenters forskellighed og LGBTQ+-rettigheder. Copenhagen Pride Week giver os endnu en god anledning til at fejre mangfoldigheden i og uden for banken", fortæller Kristian Gulbech Haugbølle, forperson for Danske Rainbow Network og fortsætter:

"Vi tror på, at det er med til at skabe nye relationer og styrke fællesskabet, der skal give tryghed for alle, så vi hver især kan være alt det, vi er. Det er kun muligt, fordi vi har så mange dybt engagerede medlemmer i Danske Rainbow Network og en organisation, der dagligt viser tillid og giver rum til at føre arbejdet videre år for år.”

Vi glæder os til at fejre Copenhagen Pride Week 2025 og fortsætte arbejdet for en mere inkluderende og mangfoldig organisation for alle.

Mere om Danske Rainbow Network 

Danske Rainbow Network tæller næsten 800 medlemmer og er en helt central drivkraft bag intern og ekstern læring, dialog og synlighed omkring LGBTQ+ rettigheder og trivsel – ikke mindst i forbindelse med Pride Week.

Flere eksempler på vores arbejde med DE&I