Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank slår portene op på Kulturnatten

Danske Bank slår portene op til historiske bygninger på Kulturnatten

De fleste københavnere kender Danske Bank-bygningen med de bastante søjler, der troner på Kongens Nytorv med front mod Magasin og Det Kongelige Teater. Men det er sjældent, at offentligheden har adgang til bygningerne bag, som blev opført af storkøbmand Erich Erichsen i årene 1797-1799. Det ændrer sig på den kommende Kulturnat, hvor Danske Bank inviterer inden for i de historiske palæer.

”Vi er glade for at invitere danskerne inden for og fremvise de historiske bygninger og lokaler. Vi er nogen, der er heldige at arbejde et sted, hvor man kan fornemme historiens vingesus, men det er jo ikke bare Danske Banks historie, men et lille stykke danmarkshistorie, der er foregået her,” siger kurator Adam Grandjean, som er blandt omviserne på kulturnatten.

Bygget efter brand
Med de åbne døre får de besøgende adgang til noget af det bedste arkitektur fra perioden lige efter den store brand i København i 1795 i de fredede nyklassicistiske palæer, som er tegnet af C.F. Harsdorff. Danske Bank har gennem årene løbende investeret i at bevare de historiske lokalers ånd ved blandt andet at indkøbe interiør og kunst fra samme tid som palæernes opførsel.

"Man har jo et ansvar for at forvalte en sådan arv, og derfor er der løbende blevet investeret i at vedligeholde og udbygge de historiske omgivelser. Blandt andet købte Handelsbanken i midten af 1970’erne antikke engelske møbler og ostindisk porcelæn til Erichsens stuer,” siger Adam Grandjean.

Bygningerne husede I mange år to rivaliserende banker, nemlig Landmandsbanken/Den Danske Bank og Handelsbanken. Bankerne fusionerede i 1990, hvor væggen mellem palæerne blev brudt ned.

Omvisningerne varer cirka en halv time, og forhåndstilmelding er nødvendig.

Facts

  • Bygningerne blev opført i 1797-1799
  • Danske Bank blev stiftet i 1871 under navnet Den Danske Landmandsbank
  • Link til arrangementet og tilmelding på Kulturnattens hjemmeside

Pressekontakt
Kommunikationskonsulent Niels Overgaard, tlf. 4514 5761, nov@danskebank.dk