Danske Bank har fundet sin nye cheføkonom i egne rækker. Las Olsen skifter nemlig sin stilling som privatøkonom i Danske Bank ud med rollen som cheføkonom.
Jakob Groot, global chef for Danske Bank Markets, glæder sig over udnævnelsen, der er foretaget efter en grundig udvælgelsesproces. Han peger på, at Las Olsen både har de rette kvalifikationer og erfaringen til at styrke og udvikle de økonomiske analyser, som Danske Bank hver dag leverer til bankens kunder, medier og øvrige omgivelser.
"Las Olsen har gennem en årrække i banken vist, at han har de helt rigtige både faglige og menneskelige egenskaber, der kræves for at være cheføkonom i Danske Bank. Vi ønsker hele tiden at styrke vores økonomiske analyser og bidrage med ny viden og indsigter til vores kunder og i den offentlige debat. Jeg er helt sikker på, at Las – sammen med det øvrige team af dygtige økonomer – vil sikre, at vi forsætter med at levere analyser på et højt niveau," siger Jakob Groot.
Las Olsen har arbejdet som privatøkonom i Danske Bank siden 2007. I den funktion har han især koncentreret sig om den forbrugerøkonomiske del, men han har også fungeret som stedfortrædende cheføkonom med fokus på den bredere økonomiske udvikling. Las Olsen glæder sig til at starte og videreføre det gode arbejde, som cheføkonom Steen Bocian har stået for.
"Privatforbrug er en interessant og vigtig del af økonomien, men jeg glæder mig meget til at arbejde endnu mere med det store billede. Økonomien er i en ekstremt spændende periode med negative renter og mange globale udfordringer – og vi har et stort ansvar for at analysere, forstå og formidle, hvad det betyder for samfundsøkonomien. Det ser jeg frem til at arbejde endnu mere med i min nye rolle," siger Las Olsen.
For yderligere information, kontakt venligst:
Las Olsen
Cheføkonom
Tlf: +45 4512 8536
Kenni Leth
Pressechef i Danske Bank
Tlf: +45 4514 1400
Om Las Olsen
Las Olsen er 44 år og tog sin kandidatgrad i nationaløkonomi fra Københavns Universitet for snart 18 år siden. Inden han startede som økonom i Danske Bank, arbejdede han som økonom i Nordea, da det hed Unibank. Han har også arbejdet fem år som journalist på Berlingskes erhvervsredaktion, hvor han skrev bredt om erhvervsområdet, dog mest med fokus på økonomi.
CV
- Født i 1971 i København.
- Økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet i 1998.
- 1995-2001: Ansat i Unibank/Nordea, til slut som seniorøkonom.
- 2001-2006: Journalist på Berlingske.
- 2006-2007: Analytiker i Morningstar.
- 2007-2015: Privatøkonom i Danske Bank.
Privat: Gift med Mette siden 2005. De har to børn og bor i parcelhus i bydelen Vanløse i det vestlige København.