Indholdet hentes
Gå til hovedindhold

Danske Bank tager stort spring frem på liste over mest attraktive arbejdspladser blandt unge

En ny undersøgelse fra Academic Work viser, at unge i stigende grad ser bankerne som attraktive arbejdspladser, og Danske Bank hopper i år 24 pladser frem på YPAI (Young Professional Attraction Index). Ifølge Danske Banks HR-direktør vil unge gerne arbejde for en virksomhed, der spiller en rolle i samfundet.

Gode kolleger og et godt arbejdsmiljø er fortsat de vigtigste faktorer for at blive opfattet som en attraktiv arbejdsplads. Men de unge vil også arbejde i en virksomhed, hvor det er muligt at bidrage til nogle af de udfordringer, der er i samfundet, og derfor er bæredygtighed, ligestilling og diversitet i høj grad på de unges tjekliste, når de skal vælge arbejdsplads.


For mig er det især vigtigt at arbejde et sted, hvor jeg kan stå inde for virksomhedens værdier. I min optik er Danske Bank en virksomhed, der tager ansvar for både dens ansatte og samfundet, og derfor søgte jeg en stilling i Danske Bank.

Laura Frisk

Studentermedhjælper, Danske Bank



Bæredygtighed og digital omstilling trækker flere til
Danske Bank rykker i år 24 pladser frem på indekset og ender dermed på en 25. plads på den samlede liste.

”For mig er det især vigtigt at arbejde et sted, hvor jeg kan stå inde for virksomhedens værdier. I min optik er Danske Bank en virksomhed, der tager ansvar for både dens ansatte og samfundet, og derfor søgte jeg en stilling i Danske Bank,” siger Laura Frisk, studentermedhjælper i FI&C, Danske Bank.

Ifølge Danske Banks HR-direktør Karsten Breum skyldes den markante fremgang både, at banken spiller en vigtig rolle i samfundet, men også bankens digitale omstilling og nye arbejdsmetoder ”I sektoren og i Danske Bank er vi i gang med en spændende digital omstilling, hvor også bæredygtighed bliver en større og større faktor, og det, oplever vi, er et vigtigt parameter hos især de unge, når de skal vælge arbejdsplads,” forklarer Karsten Breum.

Fundamentalt ny måde at arbejde på
Danske Bank gik for få måneder siden i gang med en intern omorganisering, der fundamentalt vil ændre måden at arbejde på i banken. Transformationen er et led i bankens mål om at blive en ’bedre bank’ for kunder, investorer, medarbejdere og samfundet som helhed frem mod 2023.


De sidste mange år er opgaver i banken blevet løst i adskilte enheder styret af ledelsen, men fremover vil de medarbejdere, der arbejder med at forandre og udvikle banken i stedet løse opgaverne i små grupper – såkaldte Squads. Det er deres ansvar at løse opgaven, men hvordan bestemmer de selv. De enkelte squads tilhører samtidig en større ’tribe’, der bidrager til bankens forretningsmål og strategi.

På den måde skal det også blive lettere og sjovere at arbejde i Danske Bank, når medarbejdere rykker tættere sammen med autonomi til at beslutte, hvordan vi leverer de bedste kundeløsninger.

Læs mere om Danske Banks mål for samfundsansvar og bæredygtighed

Fakta om YPAI

  • Udarbejdet af Academic Work i samarbejde med Kantar Group.
  • Baseret på svar fra 1008 studerende og akademikere i begyndelsen af deres karriere.
  • Undersøgelsen baseres bl.a. på svar om hvad, der er vigtigst, når man vælger en arbejdsgiver, og hvordan en arbejdsgiver opfattes.
Tilmeld dig nyhedsbreve fra danskebank.com

Modtag de seneste nyheder

Tilmeld dig nu